Australsk gigant køber ind sammen med Dagrofa
Woolworths, som er markedsleder indenfor dagligvarer i Australien, har meldt sig ind i indkøbsalliancen EMD, der også tæller medlemmer som danske Dagrofa og britiske Asda.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra EMD med base i Schweiz.
Woolworths er i første række på jagt efter fællesindkøb af private label-varer:
- Dette samarbejde vil øge vores adgang til private label-produkter af høj kvalitet, som vi ikke kan købe ind lokalt. Sammen med vores tilgang om først og fremmest at købe australske varer sikrer det vores kunder et endnu større udvalg, når de køber vores egne mærker i Woolworths, siger topchef Steve Greentree.
Woolworths har tæt på 1000 supermarkeder i hjemlandet og over 180 i New Zeeland. Den seneste markedsandel er målt til 36,3 pct. - altså nogenlunde som Coop Danmark herhjemme. Men Woolworths førerposition i Australien har været presset af rivalen Coles og tyske Aldi, som nu er helt oppe på 12,5 pct.
Ifølge analysevirksomheden Roy Morgan har Woolworths tabt tæt på en mia. australske dollar - 5 mia. kr. i omsætning på et enkelt år.
Nu er også den tyske lavprisvarehuskæde Kaufland på vej ind i landet "down under". Kaufland har samme ejer som Lidl - og er i øvrigt også medlem af EMD.