Årets første borgerbutik åbner i nordjyske Lendum

Dagrofa 5. feb 2024 -
This describes the image
Købmand Dennis Bøgedal Bak til venstre skal stå i spidsen for den nye Min Købmand i Lendum, som er blevet til ved hjælp af stor lokal opbakning. Han har tidligere været Spar-købmand i Hjørring i 10 år.   Foto: Dagrofa
  • Dagrofa har afsat 15 mio. kr. i en landsbypulje i år, som lokale kræfter kan søge for at komme i mål med en borgerfinansieret købmandsbutik. 

Skrevet af: Søren Tougaard

Igennem en længere årrække er den ene dagligvarebutik efter den anden lukket ned på landet. Konceptet med borgerbutikker ser derimod ud til at være en bæredygtig forretningsmodel, som flere og flere lokalsamfund tyer til i bestræbelserne på at bibeholde en lokal købmand. 

Sidste år åbnede 16 borgerbutikker spredt udover Danmarkskortet og for få dage siden åbnede årets første borgerbutik i den nordjyske landsby Lendum. 

I spidsen for Min Købmand-butikken står Dennis Bøgedal Bak, der har en fortid som Spar-købmand i Hjørring igennem 10 år. 

Lokale borgere har siden foråret arbejdet på at samle penge ind til at omdanne den mere end 100 år gamle brugs, der efter en måneds gennemgribende modernisering igen var klar til at tage imod kunder. 

- Det er fantastisk at se hvordan frivillige ansatte og købmænd har kunne forandre en nedslidt dagligbrugs til en topmoderne Min Købmand på under en måned. Det er skønt at kunne følge med i, hvordan man har ryddet en butik på under 24 timer og påbegyndt opbygningen umiddelbart derefter, det er intet mindre end en pragtpræstation, siger Brian Videbæk, ejendomsudviklingdirektør i Dagrofa.

Stort potentiale

Dagrofa har i 2024 åbnet for en landsbypulje på 15 mio. kr. som lokale borgerforeninger hver kan ansøge op imod 600.000 kr. for at få finansieret en borgerstøttet købmandsbutik.

Dagrofas landsbypulje udspringer af, at købmandskoncernen i 2021 afgav et samfundsløfte om at åbne dagligvarebutikker i byer med mindst 600 indbyggere, hvor der er tilstrækkeligt lokalt engagement.

- Vi ser potentielt 60-70 muligheder over de kommende år, men et konservativt bud vil være 10+ om året i de kommende år, sagde Brian Videbæk i november til Dagligvarehandlen. 

 

Opdateret 5. feb 2024