I 1949 var det fire år siden, at anden verdenskrig sluttede.

Trods tysk besættelse havde den fem år lange krig været relativt blid ved Danmark. Relativt.

Udtrykket giver kun mening, når man sammenligner med dens omkostninger i andre lande, både hvad angår menneskeliv og materielle ødelæggelser.

Lige som i første verdenskrig havde der været knaphed på importvarer, rationering, og handelen havde været strengt reguleret, helt ned i detaljen.

Men i 1949 begyndte der så småt at indfinde sig en mere normal situation. Eller rettere: en ny normalsituation, hvor staten gradvis slap sit tag i handelen.

Det statslige ”Prisdirektoratet” regerede fortsat over hovedparten af dagligvaremarkedet.

Købmændenes organisation, som den gang blev forkortet D. S. K., beregnede i begyndelsen af året, da prissætningen på dansk frugtvin også overgik til den frie konkurrence, at ca. 30 pct. af omsætningen i byernes dagligvarebutikker nu var sluppet fri af regulering.

Det svarede til én mia. kr. ud af en samlet detailomsætning på anslået 10-12 mia. kr.

Prisdirektoratets direktør, Seligmann, blev citeret for, at afviklingen af reguleringen - og dermed direktoratet formentlig ville vare ”et par år” endnu.

Uretfærdig appelsin-fordeling

Årene efter krigen var for købmændenes vedkommende også præget af gentagne slagsmål om adgangen til de varer, hvor forsyningerne var begrænsede.

Af et referat fra et møde i Nordbornholms Købmandsforening fremgår det med al tydelighed, at retsfølelsen havde svære kår:

”… når man som her paa Bornholm kun kunne udlevere 1 a 2 Appelsiner på hvert Kort, mens man i København Kunde købe Appelsiner efter Behag! Jeg har det bestemte Indtryk, at vi ikke altid faar vor Andel i de Varer, der kommer til Landet”, lød det i formandsberetningen fra Allinge-købmanden E. M. Bech.