Fra ungarbejder til danmarksmester
-
Det var tilfældigheder, der i første omgang førte Frederikke Friis Mikkelsen til sin første stilling som ungarbejder i delikatessen i Meny i Bjerringbro. Men det var hendes flid og gåpåmod, der gjorde, at hun senere i sin karriere kunne stå øverst på podiet og kalde sig Danmarks bedste gourmetslagter i 2021.
Intet var planlagt eller forudbestemt for Frederikke Friis Mikkelsen, da hun begyndte sin rejse som slagter ved Meny i Bjerringbro. Hun ansøgte i butikken med henblik på at sidde bag kassen.
Sådan gik det ikke, for hun blev ansat som ungarbejder i butikkens delikatesse. Det var gennem hendes gymnasietid og senere et sabbatår, at drømmen om at blive i slagterfaget bed sig fast.
- I mit sabbatår begyndte jeg virkelig at brænde for faget og besluttede at uddanne mig inden for faget og fik en læreplads i Meny i Herning, fortæller Frederikke Friis Mikkelsen.
Frederikke fortæller, at hendes læretid var påvirket af både op- og nedture, men at hun hele vejen var nysgerrig og utroligt glad for sit fag. Her kom hun på ideen om at melde sig til danmarksmesterskaberne og søgte råd og sparring med kollegaer og andre dygtige folk.
- Da jeg besluttede mig for at deltage i skolekonkurrencen, tog jeg fat i nogle forskellige dygtige slagtere og kokke, der kunne hjælpe mig, siger Frederikke Friis Mikkelsen.
Timerne på at dygtiggøre sig lagde hun i sine fritidstimer. Forskellige timer var dedikeret til forskellige teknikker og opskrifter.
Danmarks bedste
Den hårde flid endte også med at give pote, da hun i 2021 blev kåret som Danmarks bedste Gourmetslagter.
- Folk kan godt have fordomme om slagterfaget, men her kunne jeg vise, at jeg var Danmarks bedste. Det gav virkelig noget selvtillid, fortæller Frederikke.
Siden da har hun heller ikke ligget på den lade side. Frederikke har taget ferskvarelederuddannelsen i Meny, hvor hun endnu en gang har udfordret sig selv og søgt ny viden.
Hendes primære mål var at blive bedre til konflikthåndtering, men hun har fået så meget mere med derfra.
- Jeg har lært så meget mere. Både om mig selv og selv-refleksion, men også om mine evner som leder, siger Frederikke Friis Mikkelsen.
I sit arbejde i Meny får Frederikke mulighed for at udfolde sig kreativt og eksperimentere. Det er en af grundene til ,at hun er meget glad for at arbejde netop der.
I fremtiden er drømmen at få lov til at stå i spidsen for en mindre delikatesse-afdeling i en Meny-butik.
- Jeg vil gerne være med til at få en butik, der kører mindre godt, til at køre godt, fortæller Frederikke Friis Mikkelsen, men hun understreger også, at det ikke er lige nu, hun skal videre.