Coop finder ny CFO i DLG

Coop Danmark - Navne 11. jan 2021 -
This describes the image
Niels Hougaard
  • Dagligvarekoncernens nye medlem af direktionen, Thomas Brebøl Christensen, får ansvaret for økonomi, teknologi og jura 

Skrevet af: Søren Tougaard

Coop har ansat Thomas Brebøl Christensen som ny CFO og koncerndirektør med ansvar for økonomi, teknologi og jura.

Her afløser han Kræn Østergård Nielsen, der i september 2020 blev adm. direktør for Coop efter Peter Høgsteds afgang.

47-årige Thomas Brebøl Christensen kommer senest fra stillingen som Group CFO i grovvareselskabet DLG amba.

Tidligere har han været CFO i Danish Crown Pork og haft ledende stillinger i en række store internationale dagligvarekoncerner som Mondelez, Kraft Foods og Cadbury.

- Thomas har indgående finans- og strategierfaring fra nogle af de største internationale virksomheder i vores branche, og en stærk uddannelsesmæssig baggrund, siger topchef Kræn Østergård Nielsen i en pressemeddelelse.

Ene mænd i Coops direktion

Thomas Brebøl Christensen starter i Coop den 1. marts og bliver det femte og sidste medlem af Coops direktion.

Dermed tegnes Coops direktion kun af mænd, stik imod Coops egen intention om, at mindst 40 pct. af direktionen i Coop Danmark skal være kvinder.

De andre i direktionen er koncerndirektør Jens Visholm, der har ansvaret for den nye afdeling Kunder og Kommunikation, koncerndirektør Allan Kristoffersen, der har hovedansvaret for Kvickly, SuperBrugsen og Dagli'Brugsen, koncerndirektør Per Thau, der har ansvaret for indkøb, sortiment og logistik, foruden topchef Kræn Østergård Nielsen.

Coop har dog igen fået en kvindelig kædedirektør i Maria Beck-Tange, som tiltrådte som kædedirektør for Dagli'Brugsen i sidste uge.

Dermed mangler Coop nu blot at finde en permanent kædedirektør for Irma, før kædeledelsen er helt på plads. Her er HR- og kommerciel chef i Irma, Rikke Wulff, pt. konstitueret kædedirektør efter Søren Steffensens afgang i november sidste år i forbindelse med Coops kæmperokade.

- Med Maria og Thomas på holdet er vores nye ledelsesteam ved at være på plads. Dermed står vi stærkest muligt rustet til at nå vores mål om at blive Danmarks mest kundeorienterede virksomhed med vækst, innovation og grøn omstilling øverst på vores dagsorden, siger Kræn Østergård Nielsen.

Opdateret 7. jan 2022

Vil du vide mere?