Usynligt vandmærke skal øge genbrug af emballage
En almindelig dansk familie kan hurtigt få fyldt matriklens affaldsspande med blandt andet pap- og plastikemballage fra ugens dagligvareindkøb.
Til gengæld kan det godt tage tid at finde ud af, hvordan affaldet skal sorteres i de forskellige spande, og fordelingen afhænger i dag af, i hvilken kommune man bor. Udover at sorteringen kan skabe irritation hos forbrugerne, ender en del af affaldet ofte i forkerte bunker, og materialer, der kunne være genanvendt, ender på forbrændingen.
Nu er der måske håb om, at de danske forbrugere snart kan slippe for bøvlet, og samtidig kan langt mere affald sendes til genanvendelse.
Det kan i hvert fald være resultatet af et nyt projekt, som en af verdens største dagligvareleverandører, Procter & Gamble, har arbejdet på de seneste tre år. Kendt fra pengesedler Der er tale om en digital teknologi i form af et usynligt vandmærke, der er integreret i emballagen.
- Teknologien består af et digitalt vandmærke, der bliver trykt som en del af den øvrige illustration på emballagen. Det er usynligt for det blotte øje, men kan spottes af et kamera på et sorteringsanlæg. Vandmærket svarer til det, der er i pengesedler og kommer fra samme producent, Digimarc, fortæller adm. direktør for Mærkevareleverandørerne MLDK, Niels Jensen.
Procter & Gamble, der blandt andet står bag Gilette, Duracell-batterier, Oral-B-tandbørster, Pampers-bleer og Max Factor make up, præsenterer sammen med Digimarc den nye teknologi for de danske leverandører på Mærkevareleverandørerne MLDK’s årlige træf den 12. marts, hvor mærkevareleverandørerne mødes.
Udvidet producentansvar
I dag er vandmærket blandt andet trykt ind i emballagen på dyr kosmetik, hvor det bruges til at afsløre, om der er tale om det originale produkt eller en kopi.
Til affaldssortering er teknologien endnu i sin vorden og har endnu kun været benyttet i et lukket kredsløb. Men bliver projektet en succes i en livetest, kan den også blive en del af løsningen på det udvidede producentansvar, der træder i kraft i 2025.
- Producenter og leverandører skal under alle omstændigheder forholde sig til kravet fra EU om et udvidet producentansvar. Det indebærer, at producenterne har ansvar for indsamling og genanvendelse af den emballage, deres produkter er emballeret i. Vandmærket er et godt redskab i forhold til at fremme cirkulær økonomi, siger Niels Jensen.
Vandmærket er egentligt bare en unik henvisning for hvert enkelt produkt. På samme måde som stregkoden, skal vandmærket hente oplysninger i en database.
- De oplysninger, som scanneren finder via stregkoden, ligger i en database hos GS1, der står bag den internationale stregkode. Her skal alle oplysninger om emballagen også kodes ind. Når man ikke bare benytter den eksisterende stregkode, er det blandt andet, fordi den ikke er over hele emballagen, og derfor ikke på samme måde kan spottes af et kamera i et sorteringsanlæg, siger Niels Jensen.
Krøllet emballage er ingen hindring
I databasen skal blandt andet ligge oplysninger om plastiktype, men lige så vigtigt, om emballagen har været benyttet til fødevarer.
- I dag bliver meget plastik nedgraderet og mister værdi i forhold til genanvendelse. Det skyldes blandt andet, at man ikke må genbruge plastik til fødevarer, hvis det tidligere har været benyttet til andre varer. Hvis man via vandmærket kan sortere fødevareemballage fra, kan den principielt genbruges til fødevarer og dermed bevare den høje værdi, siger Niels Jensen.
Blandt fordelene ved vandmærket er, at det er usynligt, så det ikke forvirrer forbrugerne i forhold til andre mærker og indholdsdeklarationen på emballagen. Endnu vigtigere er det, at det er over hele emballagen.
- Kameraet i sorteringsanlægget skal kun bruge ca. to gange to cm, som det kan sammensætte fra forskellige brudstykker på emballagen. Det betyder, at en krøllet eller iturevet pose også kan identificeres, siger Niels Jensen.
Kan fortælle mere om varen
I første omgang handler det om at få alle producenter med på ideen.
- Der er mange stakeholdere, der skal tages i ed - blandt andre affaldsselskaberne. Sorteringen kan indbygges i de eksisterende anlæg, hvorpå der skal monteres noget nyt teknik, blandt andet et kamera, siger Niels Jensen.
Det digitale vandmærke kan indeholde alle typer oplysninger. Teoretisk set kan det derfor afløse stregkoden.
- Det er slet ikke der, vi er nu. Men på længere sigt kan det også indeholde mere forbrugerettede oplysninger. En app på en smartphone kan nemlig også aflæse vandmærket.