Nye emballageregler hæver priserne i køledisken

Bæredygtighed 22. feb 2024 -
This describes the image
Foto: VANA
  • Nye beregninger viser, at det kommende producentansvar på emballage kan betyde en stigning i detailsalgspriserne på ca. 2 pct., oplyser VANA.

Skrevet af: Søren Tougaard

Overalt i samfundet investeres milliarder i den grønne omstilling og cirkulære økonomi. Det er regninger, som i første omgang lander hos virksomheder og senere rammer forbrugerne på pengepunge. 

Producentansvaret på emballage er ingen undtagelse.  

Når ca. 40.000 danske virksomheder til næste år bliver omfattet af et producentansvar for deres emballage, stiger deres produktionsomkostninger ganske betydeligt.

Kollektivordningen VANA, som tilbyder at varetage producentansvaret for virksomhederne, oplyser, at eksperter har estimeret, at det kan give en stigning i detailsalgspriserne på ca. 2 pct. på tværs af alle brancher i Danmark. Og dermed også dagligvarehandlen. 

- Baggrunden for den forventede stigning i detailsalgspriserne er, at producentansvaret på emballage øger virksomhedernes administrationsomkostninger, og at virksomhederne nu skal betale for indsamling, sortering og oparbejdning af deres emballager, siger Marianne Roed Jakobsen, adm. direktør i VANA.

Producentansvaret for emballage betyder, at virksomhederne skal sikre, at deres emballage bliver indsamlet og leveret til et sorterings- og genanvendelsesanlæg. Desuden skal virksomhederne lade sig registrere hos Dansk Producentansvar og rapportere deres forbrug af emballage.

Regningen for virksomheder kan variere

Hvis de ikke ønsker at gøre det selv, kan de tilmelde sig en kollektivordning som VANA. Forbruget skal der så betales for, og princippet er, at desto mere emballage, virksomheden forbruger, desto mere skal virksomheden betale.

Nogle former for emballage er i den forbindelse billigere end andre, fordi de har et højere genanvendelsespotentiale. For eksempel bliver papir og pap billigere at forbruge end plastik.

- Det bliver meget forskelligt fra branche til branche - og fra virksomhed til virksomhed – hvor stor en del af omkostningerne, der ender hos kunden. Samtidig ser vi, at mange af vores store medlemsvirksomheder arbejder både strategisk og innovativt i forhold til f.eks. at nedbringe deres emballagemængder. Den viden vil vi gerne bidrage til at skalere ud på tværs af brancher, siger Marianne Roed Jakobsen.

VANA er etableret af Dansk Industri, Landbrug & Fødevarer, Dansk Erhverv og DagSam, og kollektivordningen har allerede mange af landets største produktionsvirksomheder som medlemmer. F.eks. Arla og Danish Crown.

 

Opdateret 22. feb 2024