Danish Crown dømt for greenwashing

Bæredygtighed 1. mar 2024 -
This describes the image
Med dommen i Vestre Landsret er der sat præcedens for, hvor langt virksomhederne må gå i at markedsføre sine produkter som klimavenlige.  Illustration: Ulrik Samsøe Figen
  • Et slag i retten mellem slagterigigant og miljøorganisationer endte med en sejr til hver part

Landsretten har nu sat hegnspæle for, hvor langt danske virksomheder må gå i at betegne produkter som klimavenlige.

Der er nemlig faldet dom i Vestre Landsret i Viborg i en sag, hvor Dansk Vegetarisk Forening og Klimabevægelsen har anklaget Danish Crown for vildledende markedsføring for en reklamekampagne fra 2020. 

Landsretten skriver i ”Dom i sag om greenwashing”, at udsagnet ”Dansk gris er mere klimavenlig, end du tror” efter en samlet vurdering ikke kunne anses for vildledende i markedsføringslovens forstand. Derfor er Danish Crown frifundet for påstandene vedrørende dette udsagn.

- Udsagnet er efter sit indhold relativt, og landsretten finder, at udsagnet af gennemsnitsforbrugeren ikke kunne opfattes således, at dansk grisekød som sådant skulle være klimavenligt, skriver Landsretten i sin begrundelse.

Klimakontrolleret gris uden kontrol 

Derimod giver Landsretten Dansk Vegetarisk Forening og Klimabevægelsen i Danmark medhold i, at betegnelsen ”Klimakontrolleret gris” er en overtrædelse af markedsføringslovens om vildledende markedsføring.

Betegnelsen ”Klimakontrolleret gris” var bl.a. påført Danish Crowns grisekødsprodukter som et synligt mærkat. Landsretten finder, at denne brug efter en helhedsvurdering gav forbrugeren et indtryk af en mærkningsordning underlagt en vis kvalitativ miljøkontrol svarende til autoriserede miljømærker.

Landsretten skriver i dommen, at der ”må stilles større krav til dokumentationen for et fritstående udsagn om et miljøforhold som det foreliggende, når der ikke foreligger en uafhængig kontrol af mærkningsordningen.”

Derimod blev påstanden om forbud mod al fremtidig markedsføringsmæssig brug af betegnelsen ”Klimakontrolleret gris” ikke taget til følge.

Landsretten har behandlet sagen i første instans, da sagen anses for at være principiel.

Sagens omkostninger opgøres af Landsretten til fem mio. kr. Men efter sagens udfald har Landsretten besluttet, at Danish Crown kan slippe med at betale de delvise sagsomkostninger opgjort til 300.000 kr. til statskassen.

Dansk Vegetarisk Forening og Klimabevægelsen i Danmark har haft fri proces.

Opdateret 4. mar 2024