Nu sidder skruelåget fast på kakaomælken
-
17 mio. Matilde kakaomælk får fastgjorte skruelåg efter EU-krav
Fra i dag sidder plastskruelåget på alle 1-liters kartoner fra Esbjerg Mejeri fast på kartonen, heriblandt på 1-liters Matilde kakaomælk.
Baggrunden for ændringen er et EU-direktiv, hvis krav om fastgjorte plastlåg træder i kraft den 3. juli 2024.
Direktivet betyder, at alle drikbare produkter med plastlåg på op til tre liter skal have fastgjorte skruelåg for at sikre, at lågene bliver indsamlet som affald og dermed kan genanvendes sammen med resten af emballagen.
Dette implementeres dog allerede nu hos Arla-mejeriet Esbjerg Mejeri og gælder altså blandt andet skruelåget på mejeriets årlige produktion af 17 mio.1-liters Matilde kakaomælk.
- Vi er godt i gang med at implementere de fastgjorte skruelåg på en lang række af vores produkter. Det sker samtidigt med, at vi løbende arbejder på andre tiltag, som gør vores emballager mere bæredygtige, og som gør det nemmere for forbrugerne at sortere emballagerne korrekt. Det kræver tid at implementere de nye låg, og derfor er vi glade for, at vi nu er klar med fastgjorte låg på blandt andre Matilde kakaomælk og langtidsholdbar mælk, siger Morten Boye, som er marketingdirektør i Arla Danmark.
Hos Arla omfatter det nye direktiv mere end 1.300 varenumre og 100 pakkelinjer på tværs af mejerier og landegrænser, herunder blandt andet mælk, kakaomælk, drikkeyoghurt og plantebaserede drikke.