Nu er de første "genbrugte" kødbakker på vej ud til forbrugerne

Bæredygtighed 4. aug 2020 -
This describes the image
Foto: Faerch

I næste uge kan danske forbrugere, der handler i Rema 1000 eller Coops butikker, være heldige at købe kød i en bakke, der tidligere har været benyttet til kød.

Efter at københavnerne i en periode har frasorteret kødbakker, og bakkerne har været en tur på emballageproducenten Faerchs anlæg i Holland, er plastgranulatet nu tilbage på Faerchs fabrikker i Holstebro, hvor den bliver omdannet til nye bakker.

I næste uge ryger bakkerne med kød ud i køleboksene i Rema 1000- og Coop-butikker.

Regional direktør i Faerch Jesper Emil Jensen skriver på sin LinkedIn.

"Så er den indsamlede plast fra de københavnske husstande blevet dekontamineret og fragtet til vores produktionsanlæg i Holstebro. I går startede vi maskinerne og har nu produceret første ordre på 250.000 bakker som rammer Rema’s og Coop’s butikker i næste uge. Mere end 50 pct. af den enkelte bakke er af genanvendt materiale, der allerede har været brugt som emballage en eller to gange af danske forbrugere, og samlet set vil hver enkelt bakke indeholde omkring 90 pct. genanvendt materiale. Vi glæder os til at sende de færdige produkter til Danish Crown og Hilton Foods senere på ugen, hvor de bliver fyldet, pakket og sendt ud i landet. Det er national cirkulær plast økonomi!"

Jesper Emil Jensen kan ikke sætte tal på, hvor mange kødbakker af genanvendt plast fra danske husholdninger, Faerch kommer til at producere.

- Vi kan aftage alt det fødevare PET-plast, der overhovedet kan indsamles i Danmark, og vi har teknologien. Flaskehalsen er nu indsamling og grovsortering i Danmark, hvor kapaciteten halter, siger Jesper Emil Jensen.

Udfordringen ved at genanvende plast til kød og andre fødevarer er, at det ikke er tilladt at benytte plast, der har været brugt til andre formål end fødevarer. Derfor skal kødbakker og anden fødevareemballage sorteres fra anden plastaffald.

- Hele øvelsen med projektet er at demonstrere, at vi i danmark går glip af væsentlige PET-plast strømme fra kød, salat og færdigretter, som er ikke er affald, men en væsentlig ressource, der kan genanvendes mange hundrede gange i stedet for at smide det på forbrændingsanlægget, siger Jesper Emil Jensen.

På nuværende tidspunkt er den eneste plast fra fødevarer, der genanvendes konsekvent, plastflasker, der går gennem Dansk Retursystem.

Opdateret 13. jan 2021