Grønne organisationer vil hive gigantslagteri i landsretten
-
Klimabevægelsen i Danmark og Dansk Vegetarisk Forening mener, at Danish Crown vildleder forbrugerne
Når gigantslagteriet Danish Crown benytter begreber som ”Klimakontrolleret gris” og ”Dansk gris er mere klimavenlig, end du tror” er det greenwashing og dermed vildledning af forbrugerne.
Det mener i hvert fald Klimabevægelsen i Danmark og Dansk Vegetarisk Forening.
Foreningerne er derfor gået sammen om at kræve, at slagterikoncernen stopper med at benytte formuleringerne.
Organisationerne har givet Danish Crown en frist på seks dage til selv at rette sig efter kravene. Sker det ikke, sendes sagen videre med anmodning om at blive behandlet direkte i Landsretten på grund af sagens principielle karakter.
Det skriver Dansk Vegetarisk Forening i en pressemeddelelse.
”Klimabevægelsen har længe sendt klager til Forbrugerombudsmanden med henblik på at stoppe virksomheder i at markedsføre sig som klimavenlige. Nu tager vi et skridt videre, og vil om nødvendigt stævne Danish Crown, der i særlig grad har lavet store kampagner for at greenwashe deres klimaskadelige produkter” siger Frederik Roland Sandby, der er sekretariatsleder ved Klimabevægelsen i Danmark, som er en paraplyorganisation for en række klimagrupperinger heriblandt Den Grønne Studenterbevægelse.
Organisationerne understreger, at man på ingen måde kæmper imod dansk landbrug generelt. Sagen handler udelukkende om, at "de danske forbrugere skal kende hele sandheden om de produkter, vi sætter på middagsbordet".
Sirius Advokater fører sagen for de to organisationer, og advokat Marc Malmbak Stounberg mener, at sagen kan få stor betydning:
- Det er første gang, at de danske domstole skal tage stilling til en sag om såkaldt greenwashing, og sagen kommer derfor til at trække en streg i sandet i forhold til, hvornår der er tale om ulovlig greenwashing. Det er min vurdering, at Danish Crown har handlet i strid med markedsføringslovens § 5, og derfor bør domstolene nedlægge et forbud mod den ulovlige markedsføring samt pålægge Danish Crown at berigtige deres fejlagtige påstande.