Salget af plastikbæreposer er faldet med to tredjedele

Afgifter 11. nov 2022 -
This describes the image
Illustration: Helle-Karin Helstrand
  • På fem år er forbruget af plastikbæreposer faldet med 5.000 tons. Miljøorganisation jubler

Mens det for få år siden var helt naturligt at lægge en plasticpose op på kassebåndet sammen med dagligvarerne, er det i dag næsten en selvfølge, at kunderne medbringer brugte poser eller indkøbsnet.

Det har fået salget af plasticposer til at rasle ned.

Helt nye tal fra Skatteministeriet viser, at hver dansker i 2022 kun køber 23 nye bæreposer af plastik. Det betyder, at der er sket et fald på 60 pct. siden 2017, da en dansk forbruger købte 60 poser om året. Tallene for 2022 er baseret på salget i årets første ni måneder.

Omregnet til vægt er der forsvundet over 5.000 ton plastposer, så de nu samlet vejer 3.300 ton.

Anne Aittomaki, der strategisk direktør i miljøorganisationen Plastic Change, glæder sig over det store fald i brugen af nye plasticposer.

- Det er meget positivt at det er lykkedes at reducere danskernes forbrug af plastikbæreposer ret meget på relativ kort tid. Det viser med al tydelighed, at afgifter er et godt instrument til at ændre forbrugeradfærd og dermed opnå en positiv miljøeffekt. Derfor bør det overføres til andre engangsplastik-produkter, så vi kan reducere vores forbrug andre steder, siger Anne Aittomaki.

Vagn Jelsøe, der er chefkonsulent i Forbrugerrådet Tænk, siger, at det er positivt, at afgifterne virker efter hensigten.

- Faldet i salg af poser er et godt eksempel på, at afgifter er et stærkt og virkningsfuldt middel til adfærdsregulering - ikke mindst når der findes et godt alternativ som en stofbærepose, siger han.

 

Afgiften steg

Anne Aittomaki og Vagn Jelsøe henviser blandt andet til en ny lov, der trådte i kraft fra januar 2021. Den betød blandt andet, at en pose minimum skal koste 4 kr. Samtidig kom en tredobling af afgifterne til ca. 1,60 kr. per plasticpose.

Mens poserne i specialhandlen ofte var gratis, kostede de 2-3 kr. i dagligvarekæderne. I dag koster de 4-5 kr.

En rundspørge til dagligvarekæderne viser, at de har reduceret salget af plastikbæreposer med op mod 30 pct. alene siden 2020.

Fra Dagrofa, der står bag kæderne Meny, Spar, Min Købmand og Letkøb, lyder det fra Jannie Ravn Madsen, senior presse- og kommunikationsrådgiver i Dagrofa, at salget af plastikposer faldet med mere end 30 pct. siden 2020.

I Salling Group, der ejer Netto, Føtex, Bilka og den nye Basalt, er der ifølge kommunikationsdirektør Henrik Vinther Olesen sket et fald på ”ca. en fjerdedel”. Og den tyskejede discountkæde Lidl beretter om et fald på 23,11 pct.

Opdateret 11. nov 2022