Bred politisk aftale om Grøn Trepart vil få betydning for forbrugeradfærden

Afgifter 19. nov 2024 -
This describes the image
Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand
  • CO2-afgifter på landbruget vil hæve priserne i supermarkederne.

Skrevet af: Freja Mogensen

Den nyligt vedtagne Grønne Treparts-aftale vil få indflydelse på priserne i supermarkedet. Som en del af aftalen pålægger regeringen danske landmænd en CO2-afgift, der skal bidrage til at reducere landbrugets samlede udledning af drivhusgasser.

Aftalen indebærer blandt andet en CO2-afgift på oksekød. I 2030 vil oksekødet være én krone dyrere per 500 gram og 1,9 kroner dyrere i 2035.

Coop og Salling Group bekræfter over for Detailwatch, at det vil have direkte indflydelse på forbrugerpriserne i koncernernes supermarkedskæder.

– Det vil ikke påvirke salget dramatisk, men det vil måske få udviklingen med faldende oksekødssalg til at fortsætte. Det er salget af kyllingekød, der stiger i øjeblikket, mens vi ser andre former for kød gå nedad. Afgiften vil formentlig fastholde den tendens, siger Jens Juul Nielsen, informationsdirektør i Coop, til mediet.

I Salling Group ser kommunikationsdirektør Henrik Vinther Olesen lignende tendens, og han forventer, at CO2-afgiften vil blive overført til forbrugerpriserne. Han understreger dog, at det er for tidligt at spå om de præcise konsekvenser af aftalen.

Aftalen om Den Grønne Trepart er vedtaget med opbakning fra regeringspartierne Socialdemokratiet, Moderaterne og Venstre og desuden Liberal Alliance, Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti. Det er ikke kun en aftale om at sænke CO2-udledningen, men også en aftale der skal bidrage til at beskytte naturen og fremme biodiversiteten i Danmark.

Opdateret 19. nov 2024