Turbo på flaskeautomaterne i ABC Lavpris

ABC Lavpris 4. okt 2021 -
This describes the image
ABC Lavpris i Gram har investeret i en fremtidssikring af butiksanlægget med blandt andet nye flaskeautomater samt køle- og fryseanlæg. Arkivfoto: Flemming Effersøe
  • Pant på juice og saft samt hjemvendt grænsehandel giver travlhed ved flaskeautomaterne i ABC Lavpris i Gram. To nye automater er otte gange hurtigere end den gamle model

ABC Lavpris supermarked i Gram i Sønderjylland har investeret i en større forbedring af butiksanlægget. Senest er der gjort klar til to nye flaskeautomater, hvoraf den ene er kommet i drift i foråret. Tilsammen er de to nyere modeller cirka otte gange hurtigere end den gamle maskine. 

Pantsystemet et blevet udvidet med juice og saft, hvad der har sat ekstra pres på butikkens flaskeautomater. Samtidig har hjemvendt grænsehandel givet ekstra travlhed ved flaskeautomaterne.

Ifølge JyskeVestkysten skønner butikschef Brian Hansen, at der er investeret en "håndfuld" mio. kr. i forbedringerne af dagligvarebutikken.

- Vi har det bedst med at være foran med tingene, og nu er vi i hvert fald på flere punkter fremtidssikret de næste mange år, siger han til avisen.

De 14 butikker i kæden er løbende blevet moderniseret, så de i dag blandt andet alle har LED-belysning og nye køle- og frostanlæg.

Trods investeringerne i fremtiden har kædens direktør Ejvind Okholm for nylig udtalt til Dagligvarehandlen, at ”man også skal passe på ikke at gøre butikkerne for moderne”:

- Vi er et lavprissupermarked og slår på, at vi er billigst på hele indkøbet. Hvis butikkerne bliver for smarte, kan det sende et signal om, at vi er dyre.

 

Opdateret 5. okt 2021