Ugens succes: Daniel fra ABC: De unge skal se vores fede arbejdsliv
-
I Brædstrup fik erhvervspraktikken i 7. klasse et nøk opad gennem et tæt samarbejde mellem de fire dagligvarebutikker og kommunen
- Behøver jeg at holde pause?
Sådan spurgte én af eleverne fra 7. årgang på Brædstrup Skole, da de i sidste uge var i erhvervspraktik i ABC Lavpris i Brædstrup. Det var tydeligt, at arbejdet i butikken havde vakt elevens interesse.
Eleverne fik mulighed for at smage på dagligvarebranchen gennem et stærkt, lokalt samarbejde mellem alle fire dagligvarebutikker i Brædstrup; Netto, Rema 1000, SuperBrugsen og ABC Lavpris, Horsens Kommune, Learnmark Horsens og Brædstrup Skole. Og det faldt i god jord, mener Daniel Jørgensen, bestyrer af ABC Lavpris i Brædstrup.
- Jeg oplevede nysgerrige og engagerede elever, der fra første minut i butikken var interesseret i at gøre en indsats.
Allerede et par uger før var Daniel sammen med butikscheferne i de tre andre dagligvarebutikker i Brædstrup på besøg hos 7. årgang for kort at fortælle dem om branchen og om hver deres butik.
Learnmark Business Horsens kom også forbi årgangen og gav gode råd til at skrive en ansøgning, inden eleverne skulle lave deres egne ansøgningerne som et led i forberedelsen af praktikken. Ud fra ansøgningerne fordelte klasselærerne de 44 elever ligeligt ud i de fire butikker.
- Onsdag morgen havde jeg fem elever fra første hold stående klar i butikken. Efter en kort introduktion i butikken blev de fordelt på forskellige opgaver, så de fik viden om, at arbejdslivet i en butik ikke kun er at sidde i kassen eller fylde varer op.
Daniel gav også eleverne ansvaret for at lave en salgsudstilling, hvor de dagen efter kunne trække salgstal og sammenligne med en normal uge. Torsdag morgen kom alle eleverne ned i butikken, og nu var det onsdagens hold, der havde ansvaret for at vise rundt og overdrage butikken til det nye hold, inden de tog tilbage på skolen for at arbejde videre med praktikken.
Men det var nu ikke alle, der havde lyst til at sige farvel til Daniel og ABC Lavpris. På vej ud ad døren blev Daniel spurgt af en elev, om ikke han måtte blive og arbejde videre i stedet for at tage til undervisning
At gøre de unge mere ansvarlige
Ideen om erhvervspraktik i butikkerne kommer ikke oprindeligt fra Brædstrup. Mads Sørensen, uddannelsesvejleder i Horsens Kommune, fortæller, at den stammer fra en Rema 1000 i Horsens.
- I Rema 1000 oplevede de lidt ballade med de ældste elever fra den nærliggende folkeskole. Butikschefen besluttede at invitere de unge fra 7. årgang ind i butikken til en kort virksomhedspraktik, så han lærte dem at kende, og de fik et forhold til butikken.
Og det har været en succes. Eleverne har efterfølgende haft en anden holdning til og respekt for butikken og dens ansatte, når de har besøgt den. Men det har også vist sig at være en glimrende måde at screene de unge. Måske tidligt at få øje på dem der vil egne sig til et fritidsjob i butikken.
- På samme måde har vi mødt mange negative historier med de ældre unge i Brædstrup, der har brugt butikkerne som mødested og skabt uro. Det håber vi at ændre på, når butikkerne byder dem indenfor allerede på 7. årgang, og inden der opstår problemer.
På sigt ønsker Mads og Horsens kommune, at samarbejdet omkring erhvervspraktikken skal blive en fast del af Samspil, der er Horsens kommunes svar på uddannelses- og Jobundervisning. Fra 0. – 9 klasse skal eleverne bruge 25 timer på hvert klassetrin. I samspil er der virksomhedssamarbejde på 6., 7. og 9. klassetrin.
Tættere på de unge mennesker
Hos ABC Lavpris har Daniel nu ikke personligt oplevet problemer med de unge mennesker
- Jeg sagde ja til at være med for at få et personligt forhold til de unge mennesker i vores by. Både så de ved, at hvis de smider skrald foran butikken, så er det Daniel, der skal rydde op, men også for at vise vores branche frem, at åbne deres øjne for den fede hverdag vi har i butikkerne.
Så for Daniel var det en chance for at promovere branchen og gøre de unge opmærksomme på mulighederne for fritidsjob lokalt og måske gøre som Daniel. Han har nemlig selv fulgt den klassiske vej fra fritidsjob i ABC som 14-årig til bestyrer i ABC som 28-årig. Og måske får han ønsket opfyldt. Et par af eleverne går nu og venter på, at de bliver 15, så de kan få et fritidsjob i en af Brædstrups dagligvarebutikker.