ABC Lavpris runder omsætning på 1,6 mia. kr.

ABC Lavpris 13. feb 2023 -
This describes the image
Foto: Flemming Effersøe
  • Den familieejet købmandskæde lander overskud på lidt over 38 mio. kr. i seneste regnskabsår

”Et år går hurtigt.” Sådan skriver den familieejede købmandskæde med 15 butikker i Jylland og en på Fyn i en mail til Dagligvarehandlen sent mandag.

Budskabet er, at det seneste regnskabsår, der løber fra oktober 2021 til udgangen af september 2022, ikke har været så ringe endda.

Det samlede resultat for hele kæden viser et overskud efter skat på lidt over 38 mio. kr. Det er på niveau med det forventede resultat for året. Efter ekstraordinære gode resultater i de to foregående år, var der budgetteret med, at resultatet ville falde til et lavere niveau.

Kombinationen af en lidt forbedret bruttoavance, en vækst i omsætningen på knap 4 pct. og åbning af ny butik i Fredericia med deraf øgede omkostninger er samlet set endt med at give et tilfredsstillende resultat, fremgår det af en pressemeddelelse fra den korte købmandskæde.

Lavpriskæden runder samtidig en omsætning på 1,6 mia. kr. inkl. moms.

- Omsætningen er vækstet meget over de sidste tre år. Alt i alt cirka 20 pct. Det er en kombination af, at vi har fået flere kunder, et større salg til den enkelte kunde samt at vi har åbnet endnu en butik, siger Ejvind Okholm, der er direktør i ABC Lavpris-kæden.

Venter forbedret resultat

ABC Lavpris, der har eksisteret i næsten 42 år, består af 14 butikker i Jylland og en i Glamsbjerg på Fyn. Kæden har cirka 800 medarbejdere.

Butikkerne er store lavpris-supermarkeder med mere end 6000 varenumre i det faste sortiment, og i løbet af året sælger butikkerne en del partivarer til en ekstraordinær lav pris.

- Den 10. marts sidste år åbnede vi vores butik nummer 15 på Venusvej i Fredericia. Den er kommet fantastisk fra start, og lever fuld ud op til det forventede budgetterede salg, siger Ejvind Okholm.

For det kommende regnskabsår forventer ABC Lavpris en pæn stigning i omsætningen. 

- Udgifter til energi ligger på et stabilt niveau, da vi har haft faste priser på el og gas. Det giver samlet set en forventning om et lille fald i de samlede driftsomkostninger. Samtidig med lidt færre investeringer end året før er der udsigt til et resultat, der vil ligge lidt over sidste års resultat, siger Ejvind Okholm.

ABC Lavpris er i sin tid etableret af fætrene Esper og Henning Tobiasen 1981, og kæden er fortsat i familiens eje. 

- Summen af vores gode koncept, den gode kultur og de allerbedste medarbejdere gør, at vi med de langsigtede briller på tror på vores berettigelse i et konkurrencepræget dagligvaremarked mange år ud i fremtiden, siger Ejvind Okholm. 

Butikker og åbningsår

2022: Fredericia

2017: Randers

This describes the image

2012: Brædstrup

2011: ABC Lavpris rykker ind i nyt lager og nyt hovedkontor i Tarm

2011: Glamsbjerg (Fyn)

2009: Holsted

2003: Vamdrup

2000: Egtved

1995: Tarm

1992: Billund

1989: Ulfborg

1987: Herning og Rødding

1984: Gram og Tørring

1981: Videbæk

Opdateret 14. feb 2023