ABC Lavpris et skridt nærmere Ringkøbing

ABC Lavpris 24. mar 2022 -
This describes the image
Adm. direktør Ejvind Okholm står i spidsen ABC Lavpris, der tæller 15 butikker og omsætter for næsten 1,5 mia. kr.  Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand
  • Trods ja til at starte planlægningen af et aflastningscenter, der muliggør en ABC Lavpris, er varehuset langt fra en realitet 

     

Skrevet af: Søren Tougaard

Selv om forvaltningen anbefaler et nej til et nyt aflastningscenter på Holstebrovej i Ringkøbing, afskrækker det ikke teknik- og miljøudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune. 

En ny detailhandelsanalyse viser, at et nyt aflastningscenter ikke vil få en stor indflydelse for handlen i bymidten. Også Ringkøbing Handelsstandsforening er positiv over udsigten til et kommende aflastningscenter. 

Derfor lyder indstillingen til økonomiudvalget, at man bør starte planlægningen af aflastningscentret, der vil muliggør et ABC Lavpris-varehus. Det skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern.  

- Vi håber, at en ABC Lavpris vil gøre "kagen" større for hele området, og at den også vil hjælpe butikkerne inde i byen ved at trække mere handel til området, siger Ole Nyholm Knudsen (V), formand for teknik- og miljøudvalget, til avisen. 

ABC Lavpris vil etablere en butik på 3500 kvm på hjørnet af Ndr. Ringvej og Holstebrovej. 

Trods et ja til den videre proces erkender adm. direktør i ABC Lavpris Ejvind Okholm i en kort kommentar til avisen, at der venter en lang proces forude.

Vælger byrådet i sidste ende at gå videre med planlægningen, venter en obligatorisk offentlighedsfase, hvor modstandere kan gøre indsigelse. 

Planlægningen af et tilsvarende aflastningsområde et andet sted på Holstebrovej i Ringkøbing, hvor Rema 1000 ønsker at opføre en butik, er f.eks. blevet stærkt forsinket af klager fra Lidl og Coop, skriver avisen.     

 

 

Opdateret 24. mar 2022