Rapport: Fire ud af ti bruger færre kontanter end før corona

Trends 15. jun 2021 -
This describes the image
Foto: Nets
  • Lidt over hver sjette dansker har helt kvittet kontanterne. I Både Sverige og Norge er de kontantløse forbrugere en del højere, viser rapport fra betalingskæmpen Nets.

Skrevet af: Søren Tougaard

Coronapandemien har forandret forbruget over alt i verden og accelereret de digitale betalinger.

Med mange brancher tvangslukket er det ingen overraskelse, at de kontante betalinger er blevet færre end før corona. 

Hvor mange flere forbrugere, der har lagt kontanterne på hylden, giver Nordic Payment Report fra Nets en indikation om.

Her sammenligner Nets de nordiske forbrugers handels- og betalingsmønstre gennem egne kortdata fra betalingsterminaler og supplerer med en meningsmåling blandt 1000 forbrugere fra hver af de fire undersøgte lande Danmark, Norge, Sverige og Finland.  

Forbrugerundersøgelsen viser, at 43 pct. af danskerne ved årsskiftet brugte færre kontanter end før corona. I Norge og Finland er faldet endnu højere - henholdsvis 51 og 46 pct. betaler mindre med kontanter. 

Ændrede betalingsmønstre

17 pct., svarende til ca. hver sjette dansker, svarer, at de aldrig betaler med kontanter.

I Sverige udgør de kontantløse hele 26 pct. af forbrugerne, hvilket gør mængden af kontanter til den laveste i verden.

Norge følger lige efter med en andel på 24 pct., mens det til sammenligning blot er 6 pct. af finnerne, der aldrig benytter kontanter. 

- 2020 var et barskt år for den fysiske handel. Restriktioner og social isolation på grund af coronapandemien var hård mod mange brancher og ændrede forbrugsmønstre for kunderne, herunder hvordan de brugte deres penge og hvor de købte ind, siger Simon Buchwaldt-Nissen, chef for produktstrategi og transformation hos Nets.

Når det gælder de kontaktløse betalinger, er Danmark nordiske mestre. Hele 87 pct. af alle kortbetalinger foregik sidste år kontaktløst. I Norge er den 80 pct., mens Sverige og Finland ligger på en kontaktløs andel på henholdsvis 62 og 68 pct. 

 

Opdateret 15. jun 2021

Vil du vide mere?