Indblik: Opbremsning for udrulningen af Amazons kasseløse butikker
-
I 2021 havde Amazon store planer om at udbrede de kasseløse butikker Amazon Go i Europa med stort fart, men det har ændret sig. Hvad er der sket?
Internetgiganten Amazon ville for bare to år siden tage Europa med storm med sin første kasseløse Amazon Go butik i London. Ambitionerne fejlede intet hos Amazons ledelse i koncernens hjemby Seattle i den nordvestlige USA. Alene i Storbritannien fremlagde Amazon planer om at åbne 260 butikker med Amazon Go-konceptet inden 2025.
Siden lanceringen af den første kasseløse butik i London i 2021 - på det europæiske marked mad navnet Amzaon Fresh - har koncernen foretaget en voldsom opbremsning i udrulningen af kæden.
Det har man gjort i USA, hvor Amazon Go først så dagens lys i 2018, og hvor en række butikker med konceptet er blevet lukket igen og den fremtidige åbning af nye butikker er sat i bero.
Og det har man gjort i Storbritannien og det øvrige europæiske marked. I England er der foreløbig åbnet et par håndfulde Amazon Fresh butikker, og desuden er der åbnet butikker i en række af de europæiske hovedstæder.
Tidligere i i år sagde Amazons topchef, Andy Jassy, at koncernen genovervejer strategien for udrulningen af Amazon Go-butikker. Opbremsningen skyldes ifølge topchefen flere årsager.
Opbremsningen
Dels har det vist sig vanskeligere end forventet at få et stort antal europæiske forbrugere til at vælge Amazons butikker på grund af den benhårde konkurrence på dagligvaremarkedet. Dels er også Amazon blevet påvirket af coronakrisen og finanskrisen med inflation og stram privatøkonomi til følge i hele Europa.
Derfor har koncernen valgt at bremse op og holde en pause, mens man overvejer den fremtidige strategi.
– På kort sigt kæmper vi med en usikker økonomi, men vi er ganske optimistiske for Amazons muligheder på længere sigt, sagde Andy Jassy tidligere på året.
Amazon åbnede tilbage i begyndelsen af januar 2018 sin første Amazon Go butik i Seattle. På trods af butikkens beskedne størrelse – knap 170 kvadratmeter – kostede alene det tekniske udstyr angiveligt omkring 1 million dollars.
Den afgørende nyskabelse ved Amazon Go ligger i at være kasseløse butikker. I princippet fungerer kundens indkøb ved, at man går ind i butikken, vælger de varer, man vil købe, lægger dem i den pose, man vil bære dem hjem i, og går ud af butikken igen. Det kan ikke være mere enkelt.
Når man går ind i en Amazon Go-butik, tjekker man ind via en app. På vej rundt i butikken tager man de varer, man skal bruge, og lægger dem i sin taske, indkøbspose eller lomme. Imens registrerer hundredvis af kameraer, vægtfølere og andre sensorer, hvad man tager – og hvad man lægger tilbage, hvis man ombestemmer sig.
Elektronikken
Når man er færdig med at handle, kan man uden videre forlade butikken. Data fra kameraer og vægtfølere og andre sensorer bliver nu behandlet ved hjælp af sensor fusion, som i det væsentlige er en sammenlægning af data fra de enkelte sensorer.
Det hele kombineres med computer vision, som er en gren af kunstig intelligens, som kan give computere en visuel forståelse af omgivelserne. Det giver Amazons system mulighed for at afgøre, om en person f.eks. har taget en vare eller lagt den tilbage på hylden.
Ifølge Amazon kan kunderne finde gængse dagligvarer og varer, som typisk findes på mange kunders indkøbslister til det daglige forbrug, og hertil kommer et udvalg af færdigretter. Butikkerne tilbyder også et udvalg af frisk kød og fisk samt frugt og grønt.
Da Amazon i 2021 lancerede konceptet i London, tog man hele det britiske dagligvaremarked med storm. For mange var det en øjenåbner, og der blev hastigt sat gang i spekulationer om, hvordan Amazons nye kasseløse butikker ville lægge et stort pres på etablerede spillere som Tesco og Sainsbury’s.
Ikke uden en sans for drama udtalte en tidligere topchef i Amazon ved samme lejlighed, at europæisk dagligvarehandel stod overfor et ”Pearl Harbor moment”.
Koncept med en fremtid
Så galt er det ikke gået. Der er næppe grund til at tro, at konceptet med kasseløse butikker ikke har en stor fremtid foran sig. Det er set mange gange, at den nye teknologi til dagligvarehandlen udvikles hurtigere end markedet og ikke mindst forbrugerne magter at følge med. Men fremtidens kunder skal nok være der, og så har Amazon den store fordel, at de med Amazon Go ikke skal tage hensyn til eksisterende infrastruktur i butikker og kæde, men kan bygge konceptet op fra grunden.
Farten er taget af Amazon-ekspressen, og andre aktører afprøver koncepter med kasseløse butikker i en række europæiske lande. Imens vil europæisk dagligvarehandel holde opmærksomt øje med Amazons næste skridt i udviklingen af fremtidige dagligvarebutikker – med friske varer på hylderne og optimal udnyttelse af digital teknologi.