Ny undersøgelse: Hver tredje dansker føler sig presset på økonomien
-
Andelen af danskere, der ikke behøver at holde øje med deres private forbrug, er faldet med 6 procentpoint siden januar
På kun fire måneder er antallet af danskere, der oplever, at de kun har til det mest nødvendige, steget med 4 procentpoint og udgør nu 11 pct. af befolkningen.
Det viser en ny undersøgelse, som AIM Create har foretaget blandt danskere over 16 år i januar og maj 2022.
Kigger man på den gruppe af danskere, der enten kun har til det absolut nødvendige og dem, der siger, at de skal være opmærksomme på, hvad de bruger pengene på, udgør gruppen nu hele 34 pct. – eller mere end en tredjedel af befolkningen. Det er en stigning på 7 procentpoint fra januar til maj.
Ifølge AIM Create, der har fulgt danskernes holdning til deres fremtidige økonomiske situation, er der nu færre danskere, som er optimistiske mht. deres fremtidige finansielle situation. I januar drejede det sig om 44 pct. i maj er det kun 31pct.
Der er dog fortsat en gruppe af danskere, der enten har ”mulighed for at gøre det meste af det, de gerne vil” – eller ”kan gøre fuldstændigt, som de ønsker”. Den gruppe udgør 35 pct., hvilket er 6 procentpoint mindre end i januar.
Ifølge AIM Create er der nogenlunde det samme syn på egen økonomisk situation på tværs af både køn, alder og geografi.