Maj satte rekord for udlejning af sommerhuse
-
Tyske turister er for alvor vendt tilbage til de danske strande – ikke mindst ved Vesterhavet
Med 1,9 overnatninger i danske udlejningssommerhuse i maj måned, er der sat en rekord.
Efter to år med corona-restriktioner og stort set ingen udenlandske gæster vendte især de tyske turister tilbage til de danske sommerhuse og stod for 1,2 mio. overnatninger i maj.
Det viser en ny opgørelse fra Danmarks Statistik.
Sommerhusgæsterne er af stor betydning for dagligvarebutikkerne i sommerlandet, og det er godt nyt for dem, at bookingerne for resten af 2022 ligger 2 pct. over samme tidspunkt sidste år.
De mange bookinger ligger dog i juni, hvor kalenderen siger pinse. I 2021 lå pinsen i maj. Bookingerne for resten af månederne er lavere end sidste år.
De tyske bookinger for resten af året er gået frem med 23 pct., mens de danske bookinger næsten er halveret.
Mens tyskerne altså er tilbage, rejser danskerne i højere grad ud af landet. I maj 2022 lå de danske overnatninger 42 pct. lavere end i 2021. Niveauet af danske overnatninger er dog stadig højere end før pandemien.
Vesterhavskommunerne Ringkøbing-Skjern og Varde havde med henholdsvis 364.300 og 360.100 overnatninger flest overnatninger i maj. Herefter kom Tønder med 101.700 overnatninger og solskinsøen Bornholm med 74.300 overnatninger. Nordjyllands Hjørring kommune havde 65.600 overnatninger.