I sommervarmen er rosévin det helt store hit
-
Dagrofa-kæderne solgte i maj og juni næsten 20 pct. mere rosé sammenlignet med 2022
En af årets store sæsonvarer er rosévin, og der er intet, der kan sætte skub i forbruget af rosévin som høje varmegrader og strålende solskin.
Nye tal fra Dagrofa viser, at den meget varme juni måned også i år har sat rosévin på hitlisten. Danskerne købte næsten 20 pct. mere rosé i maj og juni i år sammenlignet med 2022. Det viser tal for Dagrofa med dagligvarekæderne Meny, Spar, Min Købmand og Let-Køb.
– I første omgang hørte vi fra vores varelagre i juni, at de måtte løbe hurtigt for at følge med efterspørgslen fra butikkerne, fortæller Mogens Krasilnikoff, kategorichef for vin og spiritus i Dagrofa.
Derfor dykkede Dagrofa ned i tallene og kan her se det store spring i salget i forhold til samme periode sidste år.
– Vi ligger også højere i salget end i 2021, men dog ikke helt på niveau med coronaåret 2020, hvor danskerne skulle have det ekstra godt ovenpå nedlukninger og social distancering, siger Mogens Krasilnikoff.
Dagrofa-salget er nu godt på vej tilbage i nærheden af rekordåret.
Rosé på flasker udgør godt og vel 90 pct. af salget. Salget af bag in box tegner sig for resten af salget.
Den store interesse for et glas svalende rosévin registreres også hos de øvrige kæder. Coop Analyse har set nærmere på salget og konstaterer, at det særligt er kvinder, der drikker rosé. De drikker dobbelt så meget som danske mænd. Tallene afslører også, at de, der har rundet 55 år, drikker tre en halv gang så meget rosé som dem under 35 år. Mest rosé bliver der drukket fredag og lørdag, hvor forbruget ligger henholdsvis 50 pct. og 92 pct. over gennemsnittet.