Giv plads til flere selvstændige købmænd i byerne, siger ekspert
-
Bruno Christensen opfordrer til at gå ind i kampen for flere selvstændige detailhandlere
Der er gået for meget stordrift i dagligvarehandlen og andre detailbrancher, og tiden er inde til at skabe plads og muligheder for flere selvstændige.
Det mener en af landets førende detailhandelsspecialister, Bruno Christensen, der har konsulenthuset Detailhandels Promotion. Han råber til kamp for flere selvstændige både i dagligvarehandlen og blandt specialbutikkerne.
– Jeg tror, at vi skal hjælpe og motivere selvstændige iværksættere til at åbne butikker i de byområder, der i dag er præget af butiksdød. Jeg vil gerne opfordre det kommunale system med politikere og embedsmænd til at gå imod strømmen og bruge kræfter på at åbne nye butikker frem for som hidtil at resignere over butikslukningerne, siger Bruno Christensen.
Han taler om udviklingen gennem de senest 50 år, som han mener i stort omfang er gået i retning af stordrift. Det gælder dagligvarehandlen - og det gælder anden detailhandel. I 1960'erne var han som konsulent i De Samvirkende Købmænd med til at servicere flere end 15.000 selvstændige købmænd.
– I dag er antallet af selvstændige dagligvarekøbmænd nogle få hundrede, og købmandsforretningerne der i hundredvis var spredt over det ganske land, er nedlagt. Samme udvikling kender vi fra andre brancher som isenkram, radio og TV, sko, sport, beklædning, optik og legetøj.
Han køber ikke udsagnet om, at forbrugerne har fået adgang til at større udvalg og lavere priser i større butikker.
Købmandskab
En af styrkerne ved selvstændige købmænd er, at de fokuserer på dagen i dag, og deres tidshorisont er som regel begrænset til timer og ikke år. Han gør også op med påstanden om, at landsdækkende kædebutikker er svaret på en positiv udvikling i bymidterne. Tværtimod kan selvstændige detailhandlere gøre det bedre i bymidten end kapitalkæder.
– Det simple købmandskab med hundrede år på bagen virker også i dag, siger Bruno Christensen.
– Det er ikke beliggenheden, der er afgørende for at skabe en succesfuld detailhandelsvirksomhed. Det er derimod det købmandskab, hvor hjertet er med i hvert eneste initiativ. Selvstændige detaillister gør byen til en bedre handelsby, fordi de er passionerede for at ville vinde.
– Lad os begynde kampen for flere selvstændige i detailhandlen. Det vil betyde liv og død for snesevis af danske byer, lyder opfordringen fra Bruno Christensen.