Forbrugertilliden dykker under kælderniveau
-
Privatøkonomien og fremtidsudsigterne for dansk økonomi sænker forbrugshumøret endnu en tak
Man skulle næsten ikke tro, at forbrugernes humør kunne synke mere, men de nyeste tal for forbrugertilliden fra Danmarks Statistik rammer et nyt historisk lavpunkt.
I september landede den samlede score på -32,1 - mod -25,1 i august, hvor den steg en smule i forhold til tidligere i år.
Det er især vurderingerne af familiernes egen økonomiske situation aktuelt og fremtidsudsigterne for Danmarks samlede økonomi, der er faldet den sidste måned.
Det giver endnu mere rynkede pander hos økonomer, der følger nøgletallene tæt.
- Optimismen er fuldstændig forsvundet for de danske forbrugere, der er bekymrede for både egen og Danmarks økonomi. Forbrugertilliden har nu ramt endnu et nyt historisk lavpunkt i statistikkens 48-årige levetid, lyder kommentaren fra Kristian Skriver, der er seniorøkonom i Dansk Erhverv.
Han ser dog stadig lyspunkter:
- På trods af at forbrugertilliden har været i kulkælderen det meste af i år, har privatforbruget været nogenlunde stabilt. Danskerne bruger nogenlunde lige så mange penge som tidligere, men de store prisstigninger gør, at de får færre varer med hjem. Trods dalende forbrug korrigeret for prisstigninger, er der dog på ingen måde tale om drastiske fald. Tværtimod er forbruget stadig på et højt niveau, skriver han.
Danske Banks chefanalytiker Louise Aggerstrøm Hansen er inde på samme spor i sin kommentar:
- Trods de dystre udsigter, så er der stadig er lyspunkter i dansk økonomi. Beskæftigelsen fortsætter i vejret, og danskerne har polstret sig godt til at modstå de stigende priser de seneste år. I hvert fald i gennemsnit. Danskerne bruger stadig lige så mange penge som i foråret, lyder det.
Hun ser dog også en nedtur forude.
- Der er dog ingen tvivl om, at danskernes privatøkonomi er under massivt pres for tiden – det er der ikke noget at sige til, for vi oplever lige nu det største fald i reallønnen siden 1950’erne. Så selvom mange har noget at stå imod med, så bliver det mere og mere tydeligt, at forbruget også skal falde, og det vil trække væksten herhjemme ned, skriver hun.