Ekspert: Kød er ikke cool i fremtiden
-
Retailekspert Flemming Birch forudser, at kødet mister sin status som et luksusprodukt. Det vil ikke længere være fint at servere for gæster
Den stigende fokus på klima, dyrevelfærd og sundhed betyder, at kød mister status. Det forudser en dagligvareekspert.
Hvis kødet mister status, så vil det ikke blive serveret for gæster. Og dermed mister kødet sin rolle som et eksklusivt produkt til særlige lejligheder.
I en ny video sætter ekspert i retail og trends Flemming Birch fra konsulentfirmaet Birch og Birch ord på kødets fremtid set i lyset af forbrugernes motiver.
Ifølge eksperten kommer fremtiden for kød til at ligne den udvikling, vi kender fra cigaretter.
- Der vil komme afgifter på kød, og der vil komme regler for, hvordan vi må markedsføre det. Det skyldes, at halvdelen af de danske forbrugere mellem 18 og 34 år mener, at indtagelsen af kød bør reguleres politisk. Det er dem, der lige om lidt skal lave vores love og lede vores virksomheder, siger Flemming Birch.
Det matcher fint med, at Geranium, der har tre Michelinstjerner og er kåret som verdens næstbedste restaurant, er blevet kødfri.
- Når det så er sagt, så er der jo stadig folk, der ryger, og kød forsvinder ikke i vores livstid. På et marked, hvor kødsalget falder, og hvor kød mister status, ligger mulighederne i convenience og færdigretter, siger Flemming Birch.
Han sammenligner med, at trends inden for dyrevelfærd og bæredygtighed har ændret spillereglerne for henholdsvis buræg og plastikemballage. Nogle gange slår trends hurtigt igennem. Andre gange som med buræg kan tilløbet være længere.
Og selv om kødet kommer til at spille en ny rolle, så vil det fortsat være ærefuldt for slagtere at få priser som anerkendelse for det gode håndværk.