DSK går ind i debat om udeservering

Trends 25. jul 2023 -
This describes the image
DSK mener, at restauranter i København skal kunne servere udendørs også efter kl. 22. Bryggeriforeningen
  • Købmændene støtter ikke kommunens forslag om at begrænse udeservering i København

Skrevet af: Henrik Denman

I København foregår der for tiden en heftig debat om at begrænse udeservering om aftenen. Københavns Kommune ønsker at begrænse restauranternes mulighed for udeservering om aftenen, men det forslag går De Samvirkende Købmænd imod. 

Forslaget har skaft en debat i København, og der er en offentlig høring i gang. 

DSKs medlemmer er ikke direkte berørt af forslaget om at begrænse udeservering i aftentimerne i dele af København, men købmændenes organisation går nu alligevel ind i debatten.

DSK kan ikke støtte forslaget. Hvis DSK ikke gik ind i debatten, kunne nogen ifølge vicedirektør Claus Bøgelund Nielsen fejlagtigt tro, at ”jo mindre omsætning på restauranterne – desto mere i butikkerne”, men sådan skal man ikke se på det.

– Det er vigtigt, at København er attraktiv for turister, og derfor advarer vi mod det forslag, der er i høring.

Ifølge kommunens forslag skal udeservering begrænses til kl. 22 på hverdage og kl. 24 fredage og lørdage. Nogle af byens hotspots som Nyhavn og Kødbyen kan dog holde åbent til kl. 2.

Der er desuden forslag om at genindføre gebyr for udeservering.

DSK skriver i sit høringssvar, at turisme- og oplevelsesindustriuen skaber mange arbejdspladser, som tiltrækker rejsende til København. Hvis man indskrænker muligheden for at drive erhverv, vil det medføre tab af arbejdspladser og gøre København mindre attraktiv at besøge som turist.

Det er afgørende at kunne tilbyde gæsterne flere såkaldte seatings på en aften, mener DSK, og det vil ikke være muligt, hvis spisestederne skal lukke kl. 22.

DSK afviser kommunens nuværende forslag og ønsker i stedet, at kommunen og restauranterne anvender gældende lovgivning. Her står der, at det er forbudt at servere stærke drikke for personer, som allerede er tydeligt påvirkede af spiritus og derfor kan være til ulempe for andre.
 

Opdateret 25. jul 2023