Dagligvarebutikken er vigtig for de mindre lokalsamfund

Trends 10. jul 2023 -
This describes the image
Den lokale dagligvarebutik trækker nye tilflyttere til og holder på folk, der allerede bor i byen. Dagrofa
  • Den lokale dagligvarebutik har stor betydning for mange danskere, når de vælger bolig, viser to nye undersøgelser

Skrevet af: Henrik Denman

Den lokale dagligvarebutik har stor betydning for, hvor danskerne vælger bolig. For mange spiller det en stor rolle, at de bor tæt på indkøbsmuligheder.

To nye undersøgelser viser, at den lokale dagligvarebutik trækker nye tilflyttere til og holder på folk, der allerede bor i byen.

– En købmand eller en lokal dagligvarebutik er det allervigtigste på listen, når vi vælger hjem - og det handler om meget mere end bare forsyninger til køleskabet, aftensmaden og madpakkerne, siger Michael Dalsager, der er senior kommunikationskonsulent og talsperson i ejendomsmæglerkæden Home.

I det årlige flyttebarometer fra Home og YouGov topper den lokale købmand listen. 51 pct. af danskerne har nu "tæt på indkøbsmuligheder" som et af de tre vigtigste kriterier for hjemmets beliggenhed.

Samme tendens fremgår af en anden undersøgelse, som De Samvirkende Købmænd og Norstat har udarbejdet.

Her ser to ud af tre danskere - 66 pct. - den lokale købmand som en positiv og vigtig del af lokalsamfundet.

Vigtig for lokalsamfundet
Michael Dalsager siger, at det for mange mennesker også handler om netværk, nærhed og sammenhængskraft.

– Du kan ikke handle i din lokale butik, uden at du hilser eller taler med folk, du kender. Den slags får dig til at slå rødder det sted, du bor.

Den lokale dagligvarebutik er også vigtig, fordi den er med til at skabe arbejdspladser og vækst i lokalsamfundet.

Adm. direktør i DSK, Jannick Nytoft, fremhæver, at den lokale dagligvarebutik har stor betydning for danskernes interesse for at vælge bolig og dermed lokalsamfundets udvikling.

– Det understreger, hvor vigtigt det er, at vi handler lokalt. Den lokale købmand er med til at skabe vækst og tiltrække arbejdspladser. Det er forudsætninger, der er med til at holde sammen på lokalsamfundet og skaber den tryghed og nærvær, der kendetegner mindre byer, siger han.
 

Opdateret 10. jul 2023