Tech: Kunstig intelligens bruges til at bekæmpe madspild

Teknologi 17. apr 2024 -
This describes the image
Kunstig intelligens er for alvor på vej ind i kampen mod madspild. Foto: Too Good To Go
  • Ny platform på vej ind i dagligvarehandlen

Skrevet af: Henrik Denman

Kunstig intelligens er for alvor på vej ind i kampen mod madspild i europæisk dagligvarehandel. Den nye teknologi er endnu ikke i brug i danske kæder, men er på vej.

Den danske madspildsappp Too Good To Go forbinder forbrugere med forhandlere, der har mad i overskud, og den har lanceret en ny platform, der skal hjælpe butikkerne med at håndtere overskudsvarer og skabe værdi af fødevarer, der ellers ville ende i skraldespanden.

Den nye Too Good To Go platform understøttes af kunstig intelligens. Det er en løsning, der anvendes på hele fødevarens vej fra producent til forbruger, og den skal hjælpe dagligvarebutikker med at håndtere overskudsmad.

- Oplysninger fra European Grocery Retailing fortæller, at omkostningerne forbundet med madspild udgør næsten to procent af detailhandlens nettoomsætning. Det er næsten lige så meget som dagligvarehandlens gennemsnitlige marginer, siger Mette Lykke, adm. direktør for Too Good To Go.

– Hver dag driver vi mange tusinde brugere ind i detailbutikker og hjælper vores partnere som Spar og Coop med at generere indtægt og trafik fra overskudsmad.

Hun forklarer, at den nye To Good To Go platform fremover også kan understøtte butikkernes lagerstyring.

– Det hjælper dem med at gøre en betydelig forskel både i forhold til deres bundlinje og reduktion af madspild.

Den nye løsning
Den nye løsning er ifølge Too Good To Go en løsning, som kæderne og butikkerne kan implementere med den enkelte forretnings data.

– Processerne for kontrol af udløbsdato og rabatter i butikken kan være besværlige, ressourcekrævende og fejlbehæftede, især i stor skala. Med den modulære tilgang ønsker vi at sætte fokus på processerne ude i butikkerne og udnytte teknologi og kunstig intelligens til at gøre de daglige rutiner mere effektive, siger nu tidligere landedirektør for Too Good To Go i Danmark, Heidi Boye, der efter interviewet har annonceret, at hun bliver ny adm. direktør for Aarstiderne fra 1. maj. 

– Regler for rabat tager f.eks. ikke højde for faktorer som lager eller historisk data for at afgøre, at et produkt med kort holdbarhed bliver solgt i en bestemt butik på et bestemt tidspunkt. De fleste dagligvarebutikker printer et mærkat på udløbsdatoen eller en dag før til en fast rabatsats. Det gør, at de mister indtjening, hvor man med den nye app fra Too Good To Go vil få anbefalet den optimale salgspris og dermed øge indtjeningen, tilføjer Heidi Boye.

Den nye platform integrerer fem moduler, herunder styring af datotjek, anbefalinger, intelligent prissætning. To Good To Gos markedsplads og donationer.

For butikkens medarbejdere er et vigtigt punkt styring af datotjek. Dagligt bruger butikkens medarbejdere timer på manuelt at kontrollere udløbsdatoer for produkterne. Her siger Too Good To Go, at en digitalisering af udløbsdato gør lagerstyringen i butikkerne mere effektiv.

Dialog med kæderne
Den nye app hjælper også butikspersonalet på andre måder. Platformen anbefaler medarbejderne, hvad de skal gøre med hvert enkelt produkt, som nærmer sig udløbsdato. Det kan være at printe et udsalgsskilt med en optimal pris, så varen kan sælges i butikken, eller tilføje varen til en lykkepose, som sælges på To Good To Gos forbrugerapp eller at donere varen.

Too Good To Go har endnu ikke en dansk partner på platformen. Key Account Team Lead, Katja Østergaard, siger:

– Da vi allerede samarbejder med størstedelen af den danske detailbranche, som via vores markedsplads har reddet over 17 mio. måltider, så er det naturligvis også oplagt, at vi er i snak med flere af vores gode partnere omkring at implementere Too Good To Go Platform. Udvidelsen af samarbejdet med vores partnere giver god mening, både i forhold til at minimere madspild, men også at lette hverdagen for deres medarbejdere, sikre korrekt prissætning, og i sidste ende hjælpe dem med at forbedre deres bundlinje.
 

Opdateret 17. apr 2024