Det svanemærkede sortiment er udvidet med 6000 produkter på tre år

Spil 22. apr 2021 -
This describes the image
Logo: Svanemærket
  • Seks ud af ti danskere vil gerne have flere svanemærkede produkter

På bare tre år er antallet af svanemærkede produkter og ydelser vokset fra 12.500 til 18.500. Alligevel efterspørger hele 60 pct. af danskerne endnu flere miljømærkede varer på hylderne.

- Vi ved fra flere af vores undersøgelser, at forbrugere i både Danmark og resten af Norden gerne vil være en del af løsningen på miljø- og klimaudfordringerne. Her er Svanemærket en stærk guide for forbrugere, da mærket gør det enkelt at vælge blandt de miljømæssigt bedste produkter. Målet med Svanemærket er netop at mindske den samlede miljø- og klimabelastning fra produktion og forbrug, siger Charlotte Rajsager.

Hun er chef for marketing og kommunikation hos Miljømærkning Danmark, som har ansvaret for Svanemærket i Danmark.

Væksten ligger blandt andet inden for møbler, tøj, plejeprodukter, investeringsfonde, byggematerialer og byggeri.

Svanemærket, der er Nordens officielle miljømærke, ser på hele produktets rejse og de miljøproblemer, der opstår undervejs. En uafhængig tredjepart kontrollerer, at produkterne lever op til Svanemærkets skrappe krav, hvilket er med til at sikre en høj troværdighed.

EU undersøgte tidligere i år, i hvilken grad forbrugere udsættes for greenwashing, når de handler online inden for tekstiler, plejeprodukter og husholdningsprodukter. Her viste det sig, at der var tale om vildledende markedsføring i hele 42 pct. af tilfældene i henhold til EU-reglerne.

Bekymringen for greenwashing og ønsket om at være med til at løse miljø- og klimaudfordringerne er tilsyneladende med til at øge interessen for svanemærkede produkter. For selvom udbuddet af svanemærkede varer vokser, efterspørger hele 60 pct. af danskerne flere miljømærkede varer. Det viser en ny kendskabsmåling, som YouGov har foretaget for Miljømærkning Danmark.

 

FAKTA OM SVANEMÆRKET:

 

Udbuddet af svanemærkede produkter og serviceydelser på det danske marked er på mere end 18.500.

94 pct. af danskerne kender Svanemærket

60 pct. efterspørger flere miljømærkede varer*.

63 pct. af danskerne ser efter Svanemærket, når de skal vælge varer**.

 

Opdateret 22. apr 2021