Win-win-gavekort fra Danish Crown
-
Slagterigiganten giver alle medarbejdere et gavekort på 500 kr. til udespisning. Det sætter samtidig gang i foodservice-kundernes forretning
Gennem det seneste år har Danish Crowns medarbejdere sørget for at holde produktionen i gang på trods af svære omstændigheder. Som en anerkendelse af den store dedikation får alle medarbejdere et gavekort, som samtidig giver et rygstød til virksomhedens kunder.
Det skriver slagteriet i en pressemeddelelse.
Det er Brancheorganisationen Danmarks Restauranter og Cafeer, der udkommer med et landsdækkende gavekort, og første store kunde bliver Danish Crown.
- Det er ingen hemmelighed, at restaurationsbranchen har lidt et voldsomt knæk efter et helt år med strenge restriktioner og nedlukning, siger Torben Hoffmann Rosenstock, direktør i Danmarks Restauranter og Cafeer (DRC).
Idéen bag det nye gavekort er, at det - modsat markedets eksisterende gavekort, der kun gælder til én restaurant eller kæde - vil gælde til alle de af landets restauranter, cafeer, barer m.fl., der har lyst til at være med i ordningen. Det gælder især de ca. 1.500 restauratører, der er medlem i Danmarks Restauranter og Cafeer.
Andre kan nemlig tilmelde sig ordningen.
- Det primære formål med kortet har været at give vores medlemmer, som pt står uden handlemuligheder, en chance for at kæmpe sig tilbage. Men vi synes faktisk, at hele branchen skal løftes, og derfor bliver det i 2021 muligt for alle restauratører gratis at tilmelde sig ordningen, siger Torben Hoffmann Rosenstock.
Danish Crown er en af de virksomheder, der har efterlyst muligheden for et købe et landsdækkende gavekort til koncernens medarbejdere. Derfor var slagterigigantens CEO Jais Valeur også hurtig til at lægge en ordre på 8.000 gavekort til sine medarbejdere.
Gavekortet:
- Virksomheder og privatpersoner vil om ca. to uger kunne bestille gavekortet via en onlineportal, der samtidig giver overblik over tilmeldte restaurationer. Gavekortet leveres med posten.
- Modtagere af gavekortet kan selv vælge hvilken - eller hvilke – af de tilmeldte restauranter, cafeer, barer m.fl., som gavekortet skal bruges hos. Gavekortet fungerer som et debet-kort (udstedt af NETS), der også kan tankes op.
- Kortet vil være klar til bestilling om et par uger – lige i tide til at blive brugt både i udeserveringen, der åbner d. 21. april, og indendørs-serveringen, der åbner d. 6. maj.