Tilbudsavis-omdeler tjente godt igen i 2021

Samhandel 10. feb 2022 -
This describes the image
Bestyrelsesmedlem og tidligere adm. direktør Mads Dahl Andersen kan sammen med resten af North Media glæde sig over et særdeles solidt resultat for koncernen sidste år. Arkivfoto: John Ehbrecht
  • Færre omdelinger af de trykte tilbudsaviser har løftet overskudsgraden i FK Distribution

Det er muligt, at man i den lille børsnoterede virksomhed North Media ikke er så begejstrede for dagligvarekædernes aktuelle forsøg med at droppe den trykte tilbudsavis.

North Medias største forretningsben er FK Distribution, landets eneste tilbudsavis-omdeler af betydning.

Men det opvejes muligvis af endnu et stærkt resultat i North Medias årsrapport for 2021, hvor driftsresultatet (EBIT) steg 2 pct. til 244 mio. kr. - trods et fald i omsætningen på 12 mio. kr. til 1034 mio. kr. sidste år. Det var ifølge selskabet selv femte år i træk med vækst i driftsresultatet. 

"Last Mile" kalder North Media det forretningsområde, hvor FK Distribution står for den altovervejende del. Og her var der en større fremgang i indtjeningen med et løft på 28 pct. i overskudsgraden. Også her var omsætningen faldet - med 3 pct.

"Indtjeningen steg efter optimeringer, herunder besparelser med engangseffekt", skriver selskabet i regnskabsmeddelelsen.

Midt i 2020 skar FK antallet af omdelinger ned fra to til en gang om ugen. Det har altså haft effekt i hele 2021.

 

Opdateret 11. feb 2022