Økologisk juiceproducent går i samarbejde med stort handelshus
-
Fritz Schur Consumer Products skal fremover sælge den økologiske juice Wish fra Lolland
Wish by Seimei er gået i samarbejde med handelshuset Fritz Schur Consumer Products med det mål at øge distributionen og omsætningen markant og ligeledes få en positiv indflydelse på kendskabsgraden.
- Med dette stærke samarbejde, endnu en opgradering af produktionen for 5-6 mio. kroner, nye marketingkampagner og herunder en tre-årig sponsoraftale i den internationale klasse har vi store forventninger til fremtiden og udviklingen. Vi kommer nu, for alvor til, at udfordre ”de store dinosaurer” i branchen, hvor fokus er på pris og tilbud og her kommer vi ind med et andet og tidssvarende koncept til købmændene og forbrugerne, siger Allan Feldt, stifter og direktør hos Seimei i en pressemeddelelse.
- Arbejdet med at sikre synlighed, distribution og omsætningshastighed af Wish’s utrolige og lækre sortiment, bliver vores allerfornemmeste opgave og vi glæder os blandt til, at gøre Wish til danskernes foretrukne friske juice, siger Thomas Schou, Commerciel Director hos FSCP.
Stifter og direktør Allan Feldt solgte i 2015 den sidste andel af Aqua d'or til franske Danone og forlod ved samme lejlighed posten som bestyrelsesformand i virksomheden.
I stedet har han kastet alle sine kræfter ind i juicefirmaet Seimei, der producerer 100 pct. økologiske juice samt shots og vand under brandet Wish. Brandet har fokus på lokale råvarer og bæredygtighed.
Seimei vandt publikumsprisen ved fødevarekonkurrencen Sol Over Gudhjem i 2020. Endnu har juicefirmaet dog sit første overskud til gode. I 2019 lød underskuddet på 11,2 mio. kr. Samlet løber underskuddet op i ca. 40 mio. kr. i de seneste tre regnskabsår efter store investeringer i produktionen i Nakskov samt tilpasninger af organisation og strategi.