Når de store tryner de små

Samhandel 26. nov 2020 -
3 min læsetid
This describes the image
Foto: Ulrik Samsøe Figen

Det har været et af de mere ømtålelige temaer i alle de mange år, jeg har beskæftiget mig med dagligvarebranchen: De store detailgiganters behandling af deres små leverandører.

Forholdet mellem de to parter er oplagt stof til en klassisk David og Goliat-historie, hvor sympatien selvfølgelig er med den svage. Af og til har fortællingerne dog haft en mere positiv karakter.

Det gælder især, når dagligvarekoncernerne har ønsket at profilere sig på at satse på lokale varer - eller på at give de små en særligt god behandling. Skulle nogen få den mistanke, at det ikke sker for de svagere leverandørers egen skyld, men fordi det tager sig godt ud, kan jeg godt forstå dem.

I foråret var både Salling Group og Coop f.eks. på banen med budskaber om, at de betalte deres små leverandører hurtigere under coronakrisen. Ikke alle branchefolk lod dog begejstringen over den nyhed løbe af med sig. For forud var gået nogle år, hvor de store havde forlænget deres kredittider, uden at de små - og naturligt svagere - parter reelt kunne protestere på andre måder end ved at sætte samhandelen med den pågældende kunde på spil.

Det er nok de færreste, der har råd til at være så kompromisløse. I et lille land som Danmark er den klassiske fortælling om modsætningen mellem den stærke og den svage måske endnu mere udbredt, fordi den passer lige ind i nationens selvforståelse.

I denne uges udgave af Dansk Handelsblad tager den tidligere ejer af økologi-pioneren Hanegal, Ulrich Kern-Hansen, bladet fra munden og skælder ud på kædernes behandling af leverandørerne. Tænker kædernes indkøbere, som har ry for at være blandt branchens hårdeste nysere, for snævert, for kortsigtet? Satser de kun på det sikre og behandler alle lige hårdhændet?

I hvert fald har historien om den svært tilgængelige (og ofte dyre) adgangsbillet til hylderne i supermarkedet været fortalt i årevis - som regel uden at nogen har haft lyst til at lægge navn til den.

I praksis er billedet en del mere broget. Tidligere har leverandørernes brancheorganisation MLDK lavet undersøgelser over medlemmernes tilfredshed med årsforhandlingerne, og vurderingerne har været meget forskellige fra kæde til kæde.

Ikke alle har været lige store skurke, set med leverandørøjne. Som en lille leverandør kan man heller ikke per automatik have en naturlig forventning om, at kæderne burde liste ens varer. Størrelsen er ikke ensbetydende med, at man har et produkt, som forbrugerne vil finde lige så originalt eller attraktivt, som man selv gør.

I den sammenhæng vil den lille leverandør dele skæbne med andre, som måske heller ikke lige kommer med oplagte X-faktor-produkter.

Det har længe været en dårlig forretning for detaillisten at have alt for mange forskellige slags pasta til at fylde op på hylderne. Så sortimentssanering er en del af spillets grundregler, der ikke lige lader sig omskrive for at skaffe særpladser til de små.

For tiden er et EU-direktiv om fair samhandel mellem dagligvarekoncerner og deres leverandører ved at blive omsat til dansk lovgivning. Som så meget andet her under coronakrisen lader det til at tage sin tid. I udgangspunktet handler det netop om beskyttelse af små leverandører, men stærke kræfter har arbejdet for, at det skal gavne flere end kun dem.

Det skal blive spændende at se, hvor meget det i praksis kan rykke ved de klassiske modsætninger i samhandelen.

Opdateret 13. jan

DH Food Professional banner