Handelsselskab styrker mærkevaresalg
-
Tyske Conaxess får stor stigning i omsætningen på det danske marked
En af de store leverandører af mærkevarer på det danske dagligvaremarked, Conaxess Trade, har i 2023 skabt en stor fremgang i væksten på et hårdt marked, der er præget af mindre forbrug og et større salg af kædernes egne mærker.
Handelsselskabet Conaxess med hovedsæde i Hvidovre omsatte sidste år for ca. 674 mio. kr., som er en stigning på 118 mio. kr. i forhold til året før. Salget nåede i 2019 før coronakrisen indtraf en omsætning på 580 mio. kr., men salget faldt betydeligt gennem kriseårene og præges nu for alvor af vækst.
Også driftsresultatet viser positive takter. Det er øget fra 15 mio. kr. i 2022 til 23 mio. kr. i 2023.
Ledelsen skriver i sin beretning, at resultatet er tilfredsstillende.
Conaxess Trade Danmark sælger og markedsfører på det danske marked især en lang række stærke mærkevarer indenfor kategorierne fødevarer, konfekture og personlig hygiejne.
Tysk ejer
Conaxess Trade Group ejes af den tyske investeringsfond Aurelius, som købte virksomheden i 2016.
Virksomheden er etableret i seks lande, som hver har en lokal ledelse. I Danmark ledes virksomheden af Jacob Schilling.
Ledelsen forventer i 2024 at forbedre omsætningen yderligere dels ved at lancere nye mærker på det danske marked og gennem vækst i den eksisterende portefølje af mærker.
I den brede vifter af brands har virksomheden så kendte mærker som Kellogg's, KraftHeinz, Pringles, Santa Maria, Wasa, Kinder og Marabou samt flere kendte spiritusmærker.
Fokus vil gennem året ligge på fortsat konsolidering af virksomheden og gennem yderligere vækst og styrket indtjening.
I beretningen skriver ledelsen, at den konstante konkurrence fra andre leverandører altid vil findes, men at virksomheden har en stor kundegruppe, og derfor ser ledelsen ingen fare for, at det vil skade virksomheden, hvis samarbejdet med enkelte kunder eller handelspartnere skulle ophøre.