Dansk Erhverv: Lovforslag styrker multinationale fødevareleverandører

Samhandel 15. jan 2021 - 7 min læsetid
This describes the image
Foto: Helle-Karin Helstrand
  • Et lovforslag, der skal gennemføre et EU-direktiv mod urimelig handelspraksis, skævvrider konkurrencen, mener DE . Leverandørerne kalder det aftalelighed

For snart adskillige år siden blev det blandt en række EU-politikerne besluttet, at man ville skabe et regelsæt for samhandel på fødevareområdet. Reglerne skulle sikre, at små bjergbønder i Sydeuropa ikke blev trynet af store fødevareproducenter eller dagligvarekoncerner, der blandt andet ville have lang kredit, når de købte bøndernes varer.

Selv om forholdene for de sydeuropæiske bønder ligger meget langt fra de velorganiserede danske bønder, kom der lige før jul et lovforslag, der efter en høringsrunde skal førstebehandles i det danske Folketing i foråret.

Loven skal implementere et to år gammelt EU-direktiv, der populært kaldes UTP eller Direktivet om urimelig handelspraksis. Direktivet rammer nu meget bredere end de første ideer og skal blandt andet skal sikre en grænse for, hvor længe en køber må trække betalingen til en mindre producent eller grossist.

Regelsættet dækker fødevarekædens mellemhandlere fra bonde til detail, og der er tale om et minimumsdirektiv.

Mens EU-direktivet gælder virksomheder med en årsomsætning mellem 2 og 350 mio. euro (14,8 mio. kr. til 2,6 mia. kr.), er virksomheder med en større omsætning også medtaget det danske forslag, der overimplementerer direktivet.

- I det danske lovforslag medtager man de store leverandører, der ofte er multinationale selskaber med en allerede meget stor forhandlingsstyrke. Dermed giver man dem en fordel på bekostning af alle andre aktører i fødevareforsyningskæden. Likviditet kan kun bruges én gang, og når der med faste betalingsfrister til de helt store leverandører, bliver en mindre buket at forhandle om, kan man frygte, at prisen kommer til at fylde mere. Det kan i værste fald betyde færre penge til de mindre leverandører, færre penge til de lokale brugsforeninger, og færre penge til nye investeringer og grøn omstilling, siger chefkonsulent i Dansk Erhverv Tina Buur Johnsen.

 - Som vi ser det, er lovforslaget en ensidig og klokkeklar konkurrenceforvridning og en begrænsning af konkurrencen til fordel for de store leverandører. Mens målet var at passe på de mindre leverandører, er resultatet nu, at man beskytter de største og giver dem en konkurrencefordel på bekostning af danske købere i almindelighed og forbrugere i særdeleshed, siger Tina Buur Johnsen.

Hun mener, at man med det danske lovforslag har læst direktivet som en restriktion mod de små - og ikke en beskyttelse.

- Når de store er taget med, er det ud fra en frygt om, at dagligvarehandlen ikke ville købe ind hos de små producenter, fordi man så skal overholde nogle betalingsfrister. Men det er skudt ved siden af.  Dagligvarehandlen har en interesse i at have produkter fra små, lokale special producenter, da disse efterspørges og er eftertragtede af forbrugerne. Det er forbrugerne, der dikterer, hvad der er i butikkerne, og sådan vil det også være i fremtiden, siger Tina Buur Johnsen.

 

Mærkevareleverandørerne er mere tilfredse

Direktør for Mærkevareleverandørerne MLDK Niels Jensen mener modsat, at direktivet giver "aftalelighed".

- Når vi ikke kunne få aftalefrihed, ønsker vi aftalelighed - altså ens regler for alle uanset størrelse. Det har vi langt hen ad vejen opnået. Det må dog ikke være en tilfældig opgørelse af størrelse, der afgør konkurrencen i markedet. Så vi er ikke helt i mål, siger Niels Jensen og henviser til forskellen på de største og de mindre i betalingsfristerne ved letfordærvelige varer.

I direktivet, der altså kun gælder leverandører med en omsætning under 350 mio. euro, hedder det vedrørende betalingsfristerne, at en køber skal betale sine varer inden 30 dage, hvis der er tale om letfordærvelige varer - og 60 dage for andre varer. Det er overført til lovforslaget, men derudover gælder det, at leverandører med en omsætning over 350 mio. euro skal have deres penge inden 60 dage - uanset kategori.

- Når det gælder betalingsbetingelser, så tror jeg, at det fremsatte forslag langt hen ad vejen omfavner de aftaler, der er i markedet, og at de fleste er enige i, at kredittider udover 30 og 60 dage på fødevarer, der trodsalt har begrænset holdbarhed, bør klarificeres som bankforretning og ikke dagligvareforretning, siger han. 

 

Kan ramme forbrugerpriserne

I direktivet tages der desuden hensyn til styrkeforholdet, så regelsættet gælder i samhandlen mellem to parter inden for et givent interval, hvor køberen er større end sælgeren. Den trappemodel er fjernet i det danske lovforslag. Fristerne gælder således, uanset om der er tale om en meget stor leverandør og en lille køber.

- I sidste ende risikerer vi, at forbrugerpriserne stiger. Man skal tænke på, at det ikke kun gælder mellem leverandører og dagligvarebutik, men for samtlige købere i hele fødevareforsyningskæden, samt at ikke alle EU-lande implementerer reglerne på samme måde. Det danske lovforslag betyder, at en dansk køber, der skal købe råvarer hos en stor multinational leverandør, skal betale indenfor max 60 dage. En tilsvarende tysk køber, der køber fra den samme multinationale leverandør, kan derimod frit forhandle leveringsvilkår, herunder betalingsfrister, fordi Tyskland beholder direktivets intervaller og øvre grænse. På den måde skaber det danske forslag også en konkurrenceforvridning i forhold til udenlandske aktører, siger hun.

MLDK-direktør Niels Jensen mener til gengæld, at det er helt afgørende, at man har fjernet trappemodellen.

- Den er en skævvridning af konkurrencen. Det er helt urimeligt, at nogen underlægges aftalebegrænsninger, mens andre har aftalefrihed. Sker det, vil de kommercielle aktiviteter flytte til de samhandelsrelationer, der har aftalefrihed, siger Niels Jensen og tilføjer, at den opgørelsesmodel, der ligger til grund for trappen er urimelig, fordi den tager udgangspunkt i den globale omsætning på alle forretningsområder.

- Altså har en vindmøllefabrikant i Australien investeret i en lille dansk fødevareproducent, så inkluderes vindmøllefabrikantens omsætning i størrelsesopgørelsen. Det har intet med forhandlingspositionen i Danmark at gøre, siger han.

 

Coop: Kan ramme de små brugser

Hvor lange frister eksempelvis de store detailkoncerner aftaler med deres leverandører er ikke noget, der tales højt om, men en tidligere gennemgang af 2019-årsrapporterne, som Dansk Handelsblad har foretaget for de fire største dagligvarekoncerner viser, at de ved årsskiftet 2019/2020 havde en samlet gæld til deres leverandører på lige knap 21 mia. kr.

Det svarer til 15 pct. af de samme koncerners omsætning. Dertil kommer en gæld på omkring en mia. kr. fra blandt andre Aldi, Lidl, Løvbjerg og ABC Lavpris.

Den største leverandørgæld har markedsleder Salling Group, der også har den største omsætning. Gælden er på 11,3 mia. kr., hvilket svarer til 20 pct. af koncernens omsætning.

Nogle af dagligvarekoncernerne benytter et ”supply chain financing”- program, der betyder, at en tredjepart betaler leverandøren straks mod et ukendt gebyr. I lovforslaget hedder det, at det fortsat er en mulighed, og en rente på 0,25 pct. af fakturabeløbet er nævnt.

Coop vil heller ikke sætte tal på betalingsfristerne i sine kontrakter, men Martin S. G. Christiansen, der er direktør for Jura & Risk i Coop, siger til Fødevarewatch, at hvis lovforslaget bliver vedtaget i den form, det har nu, vil det koste butikker.

- Alt efter hvordan folketinget vælger at implementere direktivet, så vil det have en negativ påvirkning på Coops og brugsforeningernes likviditet i størrelsesordenen 1-2 mia. kr. Dette vil for visse brugsforeningers vedkommende presse dem til det yderste, og det kan ikke udelukkes, at det vil føre til, at nogen af dem må dreje nøglen om, hvilket vil være katastrofalt for de berørte områder, der i vid udstrækning er beliggende i landdistrikterne, siger han.

 

Opdateret 23. apr 2021