Bryggeri indkasserer nyt underskud
-
Bryggeriet Vestfyen gør virksomheden klar til ny vækst
Bryggeriet Vestfyen i Assens måtte i 2023 påny indkassere et negativt økonomisk resultat. Driftsresultatet blev et minus på godt 29 mio. kr., og samlet har bryggeriet i de seneste fem år fået et samlet tab på driften på godt 100 mio. kr.
Omsætningen gik frem i forhold til året før, idet man i 2023 nåede en omsætning på ca. 190 mio. kr. mod godt 183 mio. kr. i 2022. Det er dog en tilbagegang i forhold til 2020/21, hvor omsætningen toppede med 238 mio. kr.
Gennem de seneste fem år har driftsresultatet været negativt, i 2023 med minus 29 mio. kr. dog mindre end året før, hvor driftsunderskuddet blev 35 mio. kr.
Årets resultat viser også negative takter og blev i 2023 et rekordstort underskud på 46 mio. kr.
Ledelsen med Jette Andersen som adm. direktør betegner det som et særdeles utilfredsstillende resultat for året.
I beretninger skriver ledelsen, at 2023 viste sig at blive væsentligt mere udfordrende end forventet ved årets start.
Kunder gav problemer
Bryggeriet lykkedes sidste år med at indføre prisstigninger på produkterne for at imødegå stigende råvarepriser og den stigende inflation, men der opstod gennem året et par større problemer.
Bortfaldet af Aldi som kunde blev klaret uden ekstra omkostninger for bryggeriet, men det resulterede i en nedgang i den samlede omsætning.
En anden udfordring har været et stort projekt i samarbejde med Lidl, der ikke har opfyldt forventningerne til vækst. Samarbejdet fortsætter imidlertid uformindsket.
Bryggeriet Vestfyen blev i 2021 opkøbt af den finske bryggerikoncern, Olvi Group, og siden da er der sket store ændringer for Danmarks fjerdestørste bryggeri. Jette Andersen trådte til som adm. direktør i februar 2023, og der har været fart på lige siden.
For at komme stærkere gennem 2024 har ledelsen gennemgået alle kontrakter og sortimenter for at sanere og optimere. Det arbejde ventes at bidrage positivt til bryggeriets resultater i 2024.07.19 Sammen med ejerne Olvi Oyj har man optimeret strategien for at udvikle sin mærkevareforretning og effektivisere produktionen af sodavand og mineralvand.
I 2024 venter ledelsen en nettoomsætning på 200-230 mio. kr. og et underskud på 15-20 mio. kr.