Wupti-direktør bliver ny kategoridirektør for tekstil i Salling Group
Blot ni måneder fik Jette Radich Thunbo i spidsen for Salling Groups onlineplatform Wupti og den tilhørende Wupti Markedsplads.
Som en del af sidste uges omfattende omorganisering på hovedkontoret i Aarhus, der betød ca. 130 afskedigelser og 70 omplaceringer, har koncernen valgt helt at opgive Wupti som en markedsplads for eksterne leverandører.
Samtidig skal Wupti.com tilbage til sit oprindelige udgangspunkt som en stærk e-handler indenfor hårde hvidevarer. Dette strategiskifte betyder også et farvel til Wuptis direktør, som i stedet har skiftet hårde hvidvarer og elektronik ud med bluser og jakker som øverst ansvarlig for tekstil i Salling-koncernen.
"Et ny kapitel er startet og nye udfordringer begynder. Den 1. oktober er jeg startet som kategoridirektør for tekstil i Salling Group med det overordnede ansvar for tekstil i Bilka og Føtex. Jeg ser meget frem til at starte denne rejse sammen med alle mine nye, dygtige kollegaer", skriver Jette Radich Thunbo på Linkedin, hvor hun også takker tidligere medarbejdere i Wupti.
Baggrund som HR-chef
Dermed får hun ansvaret for en betydelig trecifret millionomsætning, der formentlig er nær milliarden.
Jette Radich Thunbo er oprindeligt bankuddannet og har arbejdede i en del år i Danske Bank, både som privat- og erhvervsrådgiver. I midten af 00’erne skiftede hun jobbet som filialdirektør ud og blev senere HR-chef i Danske Bank, inden hun i 2014 kom til Salling Group, hvor hun altså nu får hovedansvaret for tekstilomsætningen i Bilka og Føtex.