Voldgiftssag mod Salling Group om variable kontrakter er udskudt

Salling Group 12. okt 2022 -
This describes the image
Arkivfoto: Salling Group
  • En splid mellem fagforeningen HK Handel og dagligvarekoncernen Salling Group skulle have været behandlet som en voldgiftssag

Fagforbundet HK Handel udskyder voldgiftssag mod dagligvarekoncernen Salling Group. Det skriver DetailWatch.

Striden handler om kontrakter med variable arbejdstider, som især bliver brugt af studerende. Kontrakterne betyder, at tusindvis af ansatte i Salling Groups butikker ifølge HK Handel problemer med at få løn under sygdom og at optjene retten til dagpenge.

HK Handel skønner, at over 50 pct. af de ansatte i Føtex, Bilka, BR, Salling og Netto er ansat på en kontrakt, hvor der enten kun er få eller slet ikke nogen timer på papiret. Det medfører stor usikkerhed for den enkelte.

For at imødekomme et stigende behov fra Salling Groups side valgte HK Handel oprindeligt i 1990’erne at indgå enkelte aftaler om arbejdskontrakter med variabel arbejdstid. Men omfanget af denne type ansættelsesform er steget voldsomt de seneste år, og HK Handel valgte derfor i 2020 at opsige aftalerne i forbindelse overenskomstforhandlingerne.

Oprindelig skulle tvisten have været for en voldgiftsret den 1. juni. Siden blev den rykket til 6. og 7. september, og er nu igen rykket hen til foråret. Det oplyser fagforeningen til DetailWatch.

Baggrunden for at udskyde voldgiften er ifølge fagforeningen at løse problemstillingen sammen med Salling Group uden at skulle gennem en voldgiftsret. Salling Group bekræfter over for DetailWatch, at der en dialog om sagen.

Opdateret 12. okt 2022