Vild vækst i "fri for" - laktose og gluten

Salling Group 24. apr 2015 -
This describes the image

Sukkerfri og fedtfattig er velkendte og indarbejdede begreber i mange kategorier i dagligvarebutikkerne.

Men i de seneste år har en større "free for"-trend bredt sig i et voksende segment med en alternativ sundheds-tilgang til kosten, der især ser gluten og laktose som skadelige for mange flere end de egentlige allergikere.

Herhjemme er bl.a. en kæde som jysk-fynske Løvbjerg langt fremme med et stort glutenfrit sortiment - og Dagrofas nye kæde Meny får "Fri for" som satsområde.

Dansk Supermarked har tidligere haft glutenfri produkter i butikkerne, der ikke solgte - og derfor blev trukket ud igen. Men det har ændret sig, og snart kommer der særlige sektioner i Bilka og Føtex med glutenfrie varer.

– Der er en stor efterspørgsel på de produkter - af flere årsager. Antallet af personer med intolerance eller allergi kan være voksende, men så er der også en masse kostretninger, som gør, at nogle mennesker vælger at forsøge at undgå f.eks. gluten i deres kost. Det er produkter, der er dyrere end de almindelige, men hvor vi før fik sporadiske henvendelser, ser det nu ser ud til at være kommet for at blive, siger Maia Lindstrøm Sejersen fra Dansk Supermarkeds kommunikationsafdeling.

Tilsyneladende er de danske kæder endnu ikke leveringsdygtige i alle de varer, som der er efterspørgsel efter.

De svenske brancheblade rapporterer om invasion fra Danmark til Skåne, hvor eksempelvis den store ICA Kvantum i Malmö-centeret Emporia trækker mange danske kunder på jagt efter et større glutenfrit sortiment.

Den laktosefri mælk udgør stadig kun lige under 1 pct. af markedet, men væksten er imponerende.

På kun to år er salget næsten tredoblet til 3,3 mio. ton, fremgår det af tal fra Nielsen.

Af Jesper Veber Knudsen
jeve@dhblad.dk

Flere kæder samler og markerer nu bl.a. deres voksende glutenfri sortiment.

Foto: Dansk Supermarked

Opdateret 10. nov 2020