Varehuschefens vinderkultur
Kenneth Gade, gennem halvandet år varehuschef i Føtex i Korsør og fra den 3. marts varehuschef i Føtex i Svendborg, er en mand, der kender formlen på succesfuld ledelse i dagligvarehandlen.
Da han satte sig i chefstolen i varehuset i Havnegade i Korsør i 2015, var forretningen udfordret. Hans opgave var derfor klart defineret: Få vendt omsætningsudviklingen og få sparket nyt liv i forretningen.
Det er lykkedes over al forventning.
Ved indgangen til 2017 kan 36-årige Kenneth Gade kigge på sin liste over iøjnefaldende sejre. Omsætningen er vokset så meget, at varehuset ikke blot er kommet ind i smult vande, men det står i dag som et af Føtexkædens bedst performende varehus. Den 20. januar blev varehuset kåret som Danmarks bedste Føtex 2016. Og i efteråret fik Kenneth Gade overrakt Danish Retail Award, hvor præmien var en studierejse til Dubai.
Prisen gives til de mest entusiastiske og forandringsskabende varehuschefer i Danmark.
En vinderkultur
Dansk Handelsblad er derfor taget til Korsør for at få en snak med varehuschefen om butiksdrift med visioner og medarbejderpleje med ambitioner.
– For mig handler det om at engagere mig i medarbejderne og kunderne og være en del af det miljø i den by, som jeg arbejder i. Det spiller en stor rolle for mig at være med for at engagere og skabe noget vinderkultur. For os har det vigtige været vinderkulturen, som vi har bygget denne butik op omkring ved at prøve at holde fokus på de ting, som virker og sørge for at snakke om det, vi kan gøre noget ved. Det har vi prøvet at få boostet en selvtillid omkring.
For Kenneth Gade betyder det meget at være tæt på både medarbejdere og kunder, og han er derfor oftest at finde i butikken. Han søger dialogen med medarbejderne.
– Jeg kan godt lide at præge processen fra dag til dag og fra time til time. Man kan agere lidt hurtigere, når man selv er i butikken. Det synes jeg er drønspændende og noget af det, der trigger mig hver eneste dag. Det trives jeg rigtig godt med, og det er også derfor, jeg trives så godt i en detailhandelsforretning som Føtex, siger han.
Fokus på ting, der lykkes
Hans mantra er, at de i butikken skal fokusere på de ting, de gør godt, og som de kan forandre.
– Når vi holder møder, snakker vi om alle de ting, der virker og tager fat i de ting, vi kan gøre mere af. Det har vi bygget videre på i stedet for altid at snakke om de små huller i osten, for det er træls.
Fortællingen om aktiviteterne i Føtex skal også ud til omverdenen, og her har Facebook været et stærkt kort.
– Det handler om at lære vores kunder bedre at kende og komme ud og være aktivt synlige i bybilledet. På Facebook fortæller vi om vores aktiviteter og om vores inspiration, og det skaber en god dialog, som vi ikke driver, men vi sætter den bare i gang.
Kenneth Gade bruger også Facebook til at spørge kunderne, om der f.eks. er varer, de mangler i sortimentet.
– Jeg har det sådan, at alt, hvad der sker her, skal vi fortælle om. Detailhandlen glemmer ofte at tage nogle billeder og fortælle, hvordan aftenen gik og vise de gode oplevelser, de giver, og så slutte af på Facebook med at sige tak til dem, der kom, og at det var en dejlig aften, og det er noget, vi har lyst til at holde en anden gang. På den måde kommer du helt tæt på kunderne og får udbredt de gode historier om forretningen til mange andre.
– En ting er, at det skal være godt for os, men vi skal også være med til at præge byen. Jeg har en holdning til, at vi kommer med en butik med over 100 mand, så vi har også mere at byde ind med, end hvis man er en selvstændig butik med to ansatte. Der må vi ind og drive en større del af udviklingen i byen, for vi har nogle ressourcer, som de andre ikke har til rådighed. Det skal vi være en del af, og der har jeg sat mig selv i spil.
Aktiv i byen
Og både Føtex og Kenneth Gade har i den grad sat sig selv i spil. Han har stået i spidsen for torvedage og fået de øvrige butikker i området til at deltage. Ved Kongetogtets besøg i Korsør, var Føtex sidste år vært og serverede gratis morgenmad for alle og lavede aktiviteter på kajen for kunderne – og Føtex-medarbejderne var ligesom chefen klædt ud som vikinger.
Han har genoplivet byens gavekort med det formål, at kunderne lægger pengene i byen i stedet for i de konkurrerende handelsbyer på Vestsjælland. Børnekasse og loppemarked er blevet en tilbagevendende begivenhed, hvor Føtex lægger hus til. Og han er blevet et aktivt medlem i byens handelsforening og erhvervsklub.
– Det er noget, der betyder meget for mig, også for at vi har integreret os i Korsør og været en medspiller. Min ambition har været, at alt, hvad der sker i Korsør, skulle vi være en del af. Vi skulle ikke absolut være tovholder på tingene, men det var vigtigt for mig, at vi var med synligt og viste, at vi faktisk var en del af det, der skete i Korsør.
– Vi skal være med til at præge byens udvikling og liv positivt, og folk har også følt, at der sker lidt mere hos os. Vi er ikke mere bare den store virksomhed, der er et sted, hvor man handler og går igen, men det skal være et sted, hvor det også er hyggeligt at være, komme for at få inspiration og deltage i events som f.eks. vinsmagning og beautyaften for damerne. Det, tror jeg, har skabt en loyalitet omkring butikken.
Kenneth Gade har været meget begejstret for at arbejde i Korsør, og selv om han bor i Odense med sin kæreste, har han lagt meget energi i at skabe en vinderkultur i forretningen, som bygger på at anerkende den indsats, de enkelte medarbejdere gør, og samtidig er han selv blevet meget synlig i byens gadebillede.
Nu rykker han til Svendborg, hvor han vil præge byens lokale varehus ud fra en grundindstilling, der lyder sådan:
– Der er masser af ting, man kan spille med i en butik som vores. Det skal vi ud og synliggøre hver dag, siger han.