Varehus for stort til Kvicklys koncept
Dansk Supermarked Group har indgået en lejeaftale med AP Pension som udlejer om et lejemål i Randers Storcenter.
”Vi glæder os til at byde kunderne velkommen i et topmoderne hypermarked. Hvis alt går efter planen, ser vi frem til at åbne efter sommerferien, når Bilka holder fødselsdag. Inden da venter en spændende periode med at gøre Bilka Randers til et levende og indbydende indkøbsunivers, hvor kunderne vil kunne handle til de bedste priser og gå på opdagelse i det bredeste sortiment,” siger Mark Nielsen, direktør i Bilka.
Omfattende renovering
Det kommende hypermarked etableres som lejemål i overensstemmelse med det gældende plangrundlag for ejendommen.
Forud for Bilkas åbning i Randers Storcenter vil den eksisterende Kvickly blive lukket ned, og lejemålet vil være uden butiksdrift i forventeligt ca. et halvt år, hvor lejemålet gennemgår en omfattende ombygning og tilpasning, inden Bilka flytter ind.
Når Bilka Randers slår dørene op, bliver Randers hjemby for Bilka nummer 19 i Danmark, efter at det første varehus blev åbnet i Tilst ved Aarhus tilbage i 1970.