Rekruttering: Unge akademikere har Salling Group på radaren
-
Danmarks største detailkoncern er ny på listen over de 25 virksomheder, som unge akademikere helst vil arbejde for
Mange unge har ikke skænket en karriereveje i dagligvarehandel en tanke. Det gælder både blandt erhvervsuddannede og unge med en akademisk uddannelse.
Nu viser en ny undersøgelse fra Academic Work blandt 1502 respondenter, at Salling Group koncernen for første gang lander i top 25 over de virksomheder, hvor unge akademikere helst vil i job, skriver Børsen.
Helt præcist kiler detailkoncernen sig ind på plads nummer 17 på listen og blandt andet foran de tunge koncerner i finanssektoren, Nordea, Jyske Bank og Danske Bank.
Undersøgelsen viser, at unge akademikere i stigende grad vægter arbejdspladser højt, der ønsker at gøre en forskel og skabe værdi til samfundet.
- Vi er beæret og stolte, og skal gøre vores allerbedste for at leve op til tilliden. Det, som i hverdagen betyder alt for os, er vores legacy, vores stærke holdånd på tværs af Salling Group og vores fælles ønske om hver dag at gøre en forskel for kunderne og for det samfund ,vi er en del af. Heldigvis giver det faktum, at vi er fondsejet enestående muligheder for - udover i den daglige drift - at gøre en forskel for samfundet socialt, kulturelt, uddannelses og forskningsmæssigt, sundhedsmæssigt og klimamæssigt, lyder det fra Salling Groups HR-direktør Louise Gade på Linkedin.
I toppen af virksomheder, som de unge akademikere finder mest attraktive som arbejdsplads, finder man Lego efterfulgt af Novo Nordisk, Google, Novozymes og energikoncernen Ørsted.