To ud af tre discountbutikker har en elitesmiley
"Afsløret igen, igen: Bunkevis af gamle fødevarer på hylderne" og "Fødevarekontrol finder gammel mad i Netto".
Sådan lyder et par af overskrifterne i Ekstra Bladet den seneste måned.
Men hvor slemt står det egentlig til i de danske discountbutikker?
Dansk Handelsblad har kigget på, hvilke smileys Fødevarestyrelsen har givet landets knap 1500 discountbutikker i forbindelse med de seneste fire besøg.
Selv om Fødevarestyrelsen har fundet datovarer i flere af Nettos butikker, har 61 pct. af kædens 506 butikker i skrivende stund en elitesmiley. Det er er marginalt under gennemsnittet for discountbutikkerne.
Kun 3 pct. af Netto-butikkerne har den mest sure smiley. Til gengæld har hver femte butik i kæden en mellemfornøjet smiley. Den ligger lige under den mest smilende og betyder, at butikken har fået en såkaldt indskærpelse. Det kan butikken få, når Fødevarestyrelsen finder datovarer.
En indskærpelse betyder samtidig, at butikken mister sin elitesmiley. Den kræver nemlig, at en butik, "har fået mindst fire storsmilende smiley'er i træk og ikke haft nogen anmærkninger de seneste 12 måneder".
Det sker dog også, at Fødevarestyrelsen finder en mindre mængde varer, der har overskredet datoen med én dag, og vurderer sagen "under de foreliggende omstændigheder som en bagatelagtig overtrædelse". Så kan butikken bevare sin elitesmiley.
Den mest sure smiley gives, når der eksempelvis er udleveret et bødeforlæg eller indgivet en politianmeldelse.
Lidl og Aldi i bunden
Ifølge Ekstra Bladet har en regionschef i Netto for en lille måned siden udsendt en reprimande via mail til en række butikschefer: "Jeg er vildt skuffet over, at vi kan komme så langt ud – i stedet for at arbejde rigtigt fra start af! Hvor er grundigheden, stoltheden over det, man leverer hver dag til sin kunder, henne?".
Samme regionschef siger til Ekstra Bladet, ”at vi i dag ligger blandt de tre supermarkedskæder, der klarer sig bedst i Fødevarestyrelsens statistik".
Ifølge Dansk Handelsblads gennemgang har 63 pct. af landets discountbutikker en elitesmiley, mens 3 pct. har fået en den mest sure smiley ved et af Fødevarestyrelsens seneste fire kontrolbesøg.
Som den bedst placerede ligger Fakta, der har en elitesmiley i 70 pct. af butikkerne. Derefter kommer Rema 1000 med en elitesmiley i 62 pct. af kædens butikker.
Netto har en elitesmiley i 61 pct. af butikkerne og ligger dermed på en tredjeplads.
Dårligst blandt discountbutikkerne ligger Aldi med elitesmileys i kun 57 pct. af butikkerne og den mest sure smiley i 8 pct. af butikkerne. Lidl er marginalt bedre med elitesmiley i 58 pct. af butikkerne og den mest sure i 8 pct.