Tyske discountkæder leverer mest værdi for pengene
Er der en ting, de fleste topchefer i dagligvarebranchen er enige i, er det, at danskerne kommer til at efterspørge endnu mere værdi for pengene, når de samfundsøkonomiske eftervirkninger efter coronakrisen - som ventet - vil presse flere familiers rådighedsbeløb.
I en ny analyse, Brancheindex Dagligvarer 2020, udarbejdet af Loyalty Group, går konsulenthuset nok engang tæt på kundeloyaliteten blandt de 11 mest profilerede dagligvarekæder herhjemme.
Det er sket med hjælp fra næsten 3700 danske dagligvarekunder, der har bedømt dagligvarekædernes kundeloyalitet ud fra en række opstillede kriterier så som tilfredshed, servicekvalitet, produktkvalitet, tillid og værdi for pengene.
Bedømt ud fra "værdi for pengene" scorer den pressede Aldi-kæde næsthøjest af samtlige dagligvarekæder.
Det, selv om Aldi samlet set er at finde i undersøgelsens nederste halvdel på plads nummer otte med en samlet score på 58, som er en gentagelse af sidste års score.
De danske forbrugere mener, at Aldis tyske ærkerival Lidl giver mest værdi for pengene herhjemme - for femte år i træk.
- Når vores kunder oplever, at kvaliteten på vores varer stemmer overens med deres forventninger, og vi samtidig scorer højest på produktkvalitet, så skyldes det et samlet fokus på at skabe synergi lige fra indkøb og kvalitetstjek til håndtering og salg af produkterne.
- Vi har et stort ønske om, at endnu flere danskere får lettere adgang til en Lidl-butik. Derfor har vi sat en ambitiøs målsætning om 200 butikker i 2030. Det vil forbedre tilgængeligheden for vores kunder i forhold til beliggenhed, siger Lidls adm. direktør, Dirk Fust, i en kommentar til målingen.
Rema 1000 lægger afstand
Lige så suveræne Lidl sidder på value for money-tronen i dansk dagligvarehandel, lige så suveræn klarer den fremstormende franchisekæde Rema 1000 sig i loyalitetsmålingen.
For femte år i træk topper den norske discountkæde nemlig Loyalty Groups loyalitetsmåling med en samlet indeksscore på 70, hvilket er en tak under sidste års niveau.
Her bliver Rema 1000 bedømt bedst af alle, når det gælder tilgængelighed og image, mens kæden er næstbedst på kriterier som servicekvalitet, produktkvalitet og tillid. Målt på værdi for pengene blev det til en tredjeplads - efter Lidl og Aldi.
Netop Lidl var tæt på at vippe Rema 1000 fra kundeloyalitetsmålingens førsteplads sidste år.
I år falder Lidls indeksscore til 65, hvilket er samme score på Dagrofas flagskibskæde Meny.
Herefter kommer Coops kæder Kvickly og SuperBrugsen med en score på 62, mens Salling Groups kæder Føtex og Bilka hver opnår en score på 59. For sidstnævnte er der tale om den største fremgang af samtlige 11 kæder i undersøgelsen.