Trods fejlslagen fusion: Sainsbury's topchef lover at blive
Dette forår må være noget af et anti-klimaks for arkitekterne bag den største britiske detailhandelsfusion nogensinde, der aldrig blev ført ud livet: Topcheferne i Sainsbury's og Asda.
De bliver nødt til at vænne sig til en ny og mindre grandios virkelighed - og begynde lidt forfra hver for sig, efter at drømmen om sammen at blive størst i Storbritannien blev skudt i sænk af landets konkurrencemyndigheder sidst i april, hvor fusionen fik et endegyldigt nej.
Størst opmærksomhed har der samlet sig om Sainsbury's, der var tænkt som den fortsættende virksomhed efter fusionen med den største ejerandel - mens Asdas ejer, verdens største detailvirksomhed, Walmart, kunne trække sig hjem til USA som passiv medejer.
Død fusion koster 400 mio.
1. maj slap Sainsbury's sin årsrapport, der viste en omsætningsvækst på 2 pct. til 32,4 mia. pund, svarende til 282 mia. kr., mens resultatet voksede med knap 8 pct. før en længere stribe engangsposter.
De omfattede bl.a. fusions-relaterede omkostninger på 46 mio. pund - 400 mio. kr. Det var en medvirkende årsag til, at bundlinjen faldt fra 309 mio. pund året før til nu 219 mio. pund, 1,9 mia. kr.
Et andet punkt, som Sainsbury's selv fremhævede fra det skæve regnskabsår, der sluttede 9. marts, var en nedbringelse af gælden på 222 mio. pund, næsten to mia. kr.
I forbindelse med regnskabs-præsentationen forsikrede Sainsbury's adm. direktør Mike Coupe ifølge flere branchemedier om, at han trods nederlaget ville fortsætte på posten i både "måneder og år". Tiden vil vise, om hans bestyrelse er enig.
Coupe har imidlertid ikke fået megen fred til at slikke sårene efter fusions-havariet.
Foruden regnskabet har han sidst i april også måttet forholde sig til en mediedækket møgsag, da Sainsbury's af NGO'en Greenpeace blev udråbt til kæden med flest klager over manglende indsats på plastik-reduktionsområdet.
Greenpeace-aktivister dukkede op på hovedkontoret i London for at aflevere klagerne. Nu har kæden lovet at forbedre sig.
Opgav Netto
I Mike Coupes tid som topchef er den gigantiske fusion med Asda ikke det første store projekt, der er blevet opgivet.
Mange af Dansk Handelsblads læsere vil sikkert huske, at han få år tidligere gav håndslag til kollegaen i Salling Group, Per Bank, i anledning af et joint venture om at bringe discountkæden Netto tilbage til England.
En del af forklaringen på, at det aldrig blev realiseret i stor skala, kunne være, at der var dukket en mere indbydende fisk op i farvandet, da Sainsbury's i stedet landede et stort opkøb af nonfood-kæden Argos.
Netto-projektet viste sig stort set lige så dyrt at forlade med en regning til hver part på 316 mio. kr. - dog fordelt over et par år.