Tidligere topchef i Salling Group fylder rundt
”Buon compleanno”, skulle man måske sige.
I hvert fald er lørdagens fødselar efterhånden ret god til italiensk. Han pendler nemlig mellem Italien og Danmark og nyder ifølge Jyllands-Posten sin tilværelse som pensionist.
Erling Jensen var direktør i Salling Group, der dengang hed Dansk Supermarked, fra 2000 til 2012. Lørdag den 1. december fylder han 70 år.
Erling Jensen overtog den daglige ledelse fra Herman Salling og blev den første adm. direktør hentet uden for Salling-familien. Han er oprindeligt uddannet elektriker, men indledte i 1977 sin karriere i Dansk Supermarked. Først som indkøber, siden som indkøbschef i Bilka og indkøbsdirektør med ansvar for al nonfood, og endelig som administrerende direktør.
Da han forlod topposten, var det ikke med planer om at fortsætte i erhvervslivet med bestyrelsesposter, som mange af hans kolleger gør.
I stedet bruger han nu halvdelen af sit liv i Toscana i Italien, hvor han har fået gode venner med hvem han nu taler italiensk.
- Udover de sædvanlige faciliteter, man forventer i en bolig, er der spændende gøremål med vinmark, oliven, frugthave og køkkenhave, siger Erling Jensen til avisen.
Erling Jensen er gift med Berit, og tiden i Danmark tilbringes i boligen i Sabro. Sammen har de tre sønner og seks børnebørn.