Supermarkeder står foran digitalt kvantespring
For mere end et halvt århundrede siden skete der nærmest en revolution i dansk dagligvarehandel.
Købmandsdisken blev skiftet ud med kasselinjen, og supermarkedet blev selvbetjent. Nu er den næste store omvæltning på vej.
- Det er på et tidligt stadie, men der er ingen tvivl om, hvilken vej det går. Detailhandlen bliver nødt til at blive mere datadrevet for at kunne klare konkurrencen fra e-handlen, siger Peter Lemcke Frederiksen, projektleder hos Teknologisk Institut.
Den digitale udvikling vil ændre forbrugernes indkøbsvaner i endnu højere grad end fremkomsten af selvbetjeningsbutikken. Indkøbene vil den ene dag ske digitalt fra sofaen. Den næste dag vil samme kunde gå ned i den fysiske butik, hvor både personale og digitale hyldeforkanter vil kunne give inspiration og viden. Den trykte tilbudsavis vil blive digital og personlig.
Coops digitale udvikling er i høj grad bundet op på koncernens medlemsapp, der blandt andet skal danne grobund for målrettede tilbud til den enkelte.
- Udviklingen i supermarkedet og i indkøbsoplevelsen vil i høj grad handle om personalisering, siger Coops teknologidirektør, Morten Holm Christiansen.
Digitalt bliver konkurrenceparameter
Dagrofas Meny har fokus på den fysiske butik, hvor kæden tester nye teknologiske løsninger, der skal forbedre kundeoplevelsen.
Tracking af kundens vej gennem butikken kan optimere space og øge salget, og intelligent belysning kan vise kunden vej til varerne.
Menys udviklingschef, Søren Berg Ebbesen, siger, at kæden håber at få mere viden til rådighed for at kunne optimere forretningen.
- Der er en løbende digital udvikling i it-strategien i Dagrofa, og der kommer hele tiden nye elementer til. Men it er ligesom alt andet et spørgsmål om at se på, om forretningsmodellen holder – giver det værdi eller ej. Det er jo købmændenes penge, vi arbejder for, så det skal være noget, der har en forretningsmæssig gennemslagskraft, siger Søren Berg Ebbesen.
Også i Salling Group er der digitale tiltag i støbeskeen.
- Vi har selvfølgelig en del i gang, som bliver spændende at fortælle om. Men vi er ikke klar til at dele endnu, siger kommunikationskonsulent Kasper Reggelsen.
Både Salling Group og Coop arbejder med Googles talefunktion, der kom til Danmark i efteråret. Det sker i form af ”Tal med Netto” eller ”Tal med Coops indkøbsliste”, og begge er endnu i et meget tidligt stadie.
Der er helt sikkert andre initiativer i gang. Men digitaliseringen vil blive et konkurrenceparameter, og koncernerne holder de fleste kort tæt ind til kroppen.