Supermarkeder mister bogsalg

Salling Group 6. nov 2017 -
This describes the image
Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand

Mens det for fem år siden var tiltagende almindeligt at lægge en bog eller to i indkøbskurven, når man alligevel var i supermarkedet for at købe kød og kartofler, er kurven over bogsalget i supermarkeder, varehuse og kiosker nu på vej ned.

For fem år siden tog supermarkedet salg fra boghandlen. I dag snupper webbutikkerne en stadig større del af salget.

Tal fra Danske Forlag og Boghandlerforeningen viser, at kun hver ottende (11,9 pct.) bogkøb i år er sket i et supermarked eller et varehus. I 2012 var det knap hver femte eller ca. 19 pct. Undersøgelsen er foretaget af Voxmeter, og forbrugerne er blevet spurgt om, hvor de senest købte bøger – det kan være én eller flere bøger.

48 pct. svarede ”i boghandlen”, mens næsten hver fjerde sagde, at købet var sket ”på nettet”. I 2012 var det kun ca. 16 pct., der havde foretaget det seneste bogkøb på nettet. I 2001 foregik 3-4 pct. af bogsalget i en webshop.

Forbrugerne er ligeledes blevet spurgt om, hvor den bog, de senest har læst, er købt. 5 pct. svarer, at den er købt i supermarkeder, et varehus eller i en kiosk.

Et kig på forlagenes salg af bøger til forskellige salgskanaler i Årsstatistikken 2016 fra Dansk Forlag viser samme tendens. Således er forlagenes salg til onlinehandel steget med 13,4 pct. fra 2015 til 16, men salget til øvrige forhandlere som supermarkeder er faldet med 5,7 pct. svarende til 8,9 mio. kr.

Supermarkeder sælger også via nettet

Danske Forlags samlede omsætning, der dækker cirka 85-90 af markedet – og både trykte og digitale udgivelser - var stort set uændret i 2016 sammenlignet med omsætningen i 2015.

Coop har tidligere solgt en del bøger fra de fysiske butikker – ikke mindst i Kvickly. Koncernen udvidede i september sin webshop med salg af bøger.

- Vi har stadig et pænt bogsalg i de fysiske butikker, men kan absolut genkende tendensen med, at flere bøger bliver købt på nettet. Det er baggrunden for, at vi i september åbnede vores nye boglade på coop.dk Shopping, siger informationsdirektør i Coop, Jens Juul Nielsen.

Dansk Supermarked har i flere år solgt bøger online via Bilka.dk, men ifølge kommunikationskonsulent Kasper Reggelsen kan koncernen ikke helt genkende billedet af, at kunderne ikke vil købe bøger i butikkerne.

- Kunderne vil godt gå rundt og fornemme bøgerne fysisk. Men vi kan godt mærke, at konkurrencen er hård, og at det kræver, at man gør en indsats for at forstå bogmarkedet, hvis man vil lykkedes. Vi har et stort udvalg og vores priser er for det meste lavere end i nethanden, siger Kasper Reggelsen.

Læs også Supermarkeder og boghandlere satser på forskellige bøger.

Opdateret 10. nov 2020