Sommeren gav markedet for dagligvarer vokseværk

Salling Group 6. okt 2020 -
This describes the image
Salling Group fyringer Sommersalget i Salling Group er gået voldsom frem på grund af corona. Foto: Salling Group

De danske dagligvarekoncerner og -butikker har - i modsætning til andre dele af erhvervslivet - haft en særdeles god sommer med markant øget salg. Det viser det seneste detailomsætningsindeks fra Danmarks Statistik.

Ser man bredt på de kategorier, der dækker dagligvarehandlen, er markedet i alt vokset med lige under 7 pct. i sommerperioden maj til og med juli 2020 sammenlignet med samme periode sidste år.

Sværest står det til hos købmænd og døgnkiosker, der, sammenlignet med sommeren sidste år, nogenlunde har holdt sig i nul på indeks 100.

Supermarkederne har sommeren over registreret salg svarende til indeks 107, mens discountbutikkerne og de danske varehuse er sommerens helt store vindere. Begge kategorier kan nemlig bryste sig af gennemsnitlige indekstal i perioden maj-juli på 110.

Det markant øgede salg på tværs af butikstyper er generelt et resultat af mindre udespisning, større fokus på mad i hjemmet og markant mindre udlandsrejseaktivitet grundet coronakrisen.

Bedste salg i 20 år

Hos Salling Group, der generelt tegner sig for over en tredjedel af det samlede danske dagligvaremarked herhjemme, har man også bemærket, at corona-sommeren har øget travlheden omkring kædens butikshylder.

I et opslag på Twitter skriver adm. direktør i Salling Group, Per Bank, at man lige nu oplever et samlet plus på dagligvaresegmentet, som ikke er set mage i mere end 20 år.

Gennem krisen har Per Bank flere gange optrådt i forskellige medier med budskaber om stigende salg og manet til besindelse og samfundssind blandt de handlende.

Ifølge Per Bank er væksten henover sommeren 2020 dog markant højere, end man normalt forventer. Faktisk op mod fire gange højere.

”Normalt er en markedsudvikling på 2 pct. meget, men denne sommer har vi oplevet, at det samlede marked er steget med 8 pct.,” skriver Per Bank blandt andet på Twitter.

Opdateret 10. nov 2020