Småbørnsfamilier køber oftere mad via nettet
Familierne ligger højere end gennemsnittet, når det gælder dagligvareindkøb på nettet. Det viser en ny undersøgelse fra reklame- og vidensbureauet Envision, der har undersøgt, om den digitale udvikling har påvirket familielivet i samme omfang, som andre dele af samfundet er er ændret.
Hele 16 pct. af de unge generation Y-forældre (mellem 25 og 40 år) klarer indkøb helt eller delvist via nettet. Det samme gælder hver tiende af generation X (mellem 40 og 55 år).
Småbørnsforældrene planlægger i langt højere grad deres indkøb end de ældre forældre. Flertallet i generation Y køber stort ind en gang i weekenden og supplerer en enkelt eller to gange i løbet af ugen. 44 pct. af forældrene i generation X køber ind dagligt eller næsten dagligt.
Nogle af de interviewede forældre erklærer, at hvis de havde tid, ville de droppe netindkøbene, fordi de savner at komme i supermarkedet og blive inspireret. Indkøb kan nemlig være det lille afbræk fra hverdagen, som forældrene nyder. En mor fra generation Y sigrer:
- Når der skal købes ind i butikkerne, er det min pause at gå alene i Netto. Jeg nyder at have tid til at kigge på hylderne, spotvarerne. Det er faktisk en luksus at tage i Netto alene.
Undersøgelsen bygger på dybdeinterviews med 27 danske børnefamilier og en række eksperter. Derudover inddrages såvel Gallups Day-in-life database som Index Danmark, ligesom der i samarbejde med YouGov er foretaget en større spørgeskemaundersøgelse blandt 520 respondenter.
(hkh)
Foto: Colourbox